Sofi Oksanens internationale gennembrudsroman “Puhdistus” fra 2008 (“Renselse”, 2010) er ikke ligefrem en lystig bog. En gammel estisk enke får kort efter jerntæppets fald i 1992 besøg af en russisk kvinde, som har været udsat for trafficking og nu er på flugt fra bagmændene. Umiddelbart virker mødet tilfældigt, men det viser sig, at de to kvinder har mere tilfælles, end man skulle tro. Efterhånden som romanen skrider frem, oprulles en vanvittig familietragedie, hvor personerne i den grad er ofre og deltagere i Baltikums omtumlede historie i det. 20. århundrede. Først kæmper nazisterne mod den Røde Hær om kontrollen i området, og hver gang en ny magt får overtaget, skal et regnskab gøres op. Overlevelse under Sovjetunionens regime er afhængig af angiveri, og tilsætter man en slem nedgroet søsterjalousi til den atmosfære, har man stof til en tragisk slægtshistorie. Romanen lader i ro og mag brikkerne falde på plads, så ofre bliver bødler og ofre igen.
28068905
Romanen er fortalt i tredje person af en fortæller, som foregriber tingenes gang, og der veksles tidsligt mellem tiden omkring 2. Verdenskrig og tiden omkring Sovjetregimets undergang. Bogens fem dele indledes dog alle af dagbogs-skriblerier skrevet i 1. person af Hans Pekk, en estisk bonde, som er omdrejningspunkt for bogens jalousidrama.
Kvindernes situation kan læses som billeder på de voldsomme begivenheder, hele Østeuropa var udsat for i det 20. århundrede. Estland blev først besat af tyskerne og blev derefter en Sovjetrepublik, hvor tvangssammenlægninger af landbrug, undertrykkelse og deporteringer var helt almindeligt. Da landet fik sin selvstændighed i 1991, begyndte en proces, hvor hele landets identitet skulle genopfindes, og en masse regnskaber skulle gøres op efter tiden under russisk herredømme. Det er under de omstændigheder, bogens personer agerer. Når man blander så store samfundsomvæltninger med almindelige følelser som forelskelse og jalousi, har man en cocktail, hvor bogens personer umuligt kan slippe igennem med sjælen intakt.