Først og fremmest er Andkjær Olsens løse, uformelle og regelomgængelige poesiopfattelse beslægtet med Peter Laugesens forfatterskab. Laugesens forståelse af poesien som en politisk modstemme til magtens (kapitalismens, politikernes, militærets osv.) går igen hos Andkjær Olsen - og det endda i den politiske orienterings vekselvirkning med de fintslebne og smukke sprogdiademer, æstetikken for dens egen skyld. Det er ligeledes oplagt at pege på Klaus Høecks voluminøse og ambitiøse bøger, hvis flerstemmighed og synkrone tekstapparat, som læseren opfordres til at dryplæse og spankulere rundt i, går igen i en mindre systematiseret grad hos Andkjær Olsen.
Endelig kunne man foreslå Andkjær Olsens adressering af seksualitet udenfor reklamens eller pornoens sexistiske sprogbrug som et kønspolitisk statement, der trækker tråde tilbage til Suzanne Brøgger og frem til Mette Moestrup. Andkjær Olsen gør dog ikke på samme måde som de to nævnte et særligt nummer ud af det. Repræsentation af (kvindelig) seksualitet er blot én blandt flere politiske potentialer i værket.
Kigger vi på moderskabet som motiv, så er Ursula Andkjær Olsen i litteraturhistorisk forbindelse med Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn” (1976) og Cecilie Linds ”Mit barn” (2019). Ursula Andkjær Olsens modermotiv adskiller sig fra de to andres i sin vidtførte abstraktion og sin adressering af en moderkosmologi.