Ifølge oldgræsk mytologi blev Pandora sendt ned til menneskene som en gave fra guderne. Hendes indbydende gaveæske var imidlertid fyldt med strid og ulykker, som strømmede ud, da låget blev løftet. I Ursula Andkjær Olsens ”Krisehæfterne - Pandora Blue Box, Atlantis-syndromet” (2017) fungerer myten som en synlig men abstrakt model for et forlist og voldeligt parforhold (det nære), en løbsk økonomi (det sociale), et endnu mere løbsk klima (naturen), en fremtid, hvor menneske og robot flyder sammen (maskinerne).
Pandora er genganger fra ”Lulus sange og taler” (2000), men som noget skelsættende nyt i forfatterskabet er ”Krisehæfterne” genrekategoriseret som ”roman”, med henvisning til et utydeligt optegnet plot, nemlig kærlighedsforliset mellem Pandora og Romeo. ”Krisehæfterne” består af 12 ”hæfter” – ti rasende og to dulmende og knap så rasende. Dette samlede massiv nøjes ikke med at beskrive krisen. Det ER krise – en ekspansiv krisetilstand på skrift. Pandora-jeget raser og hader, håner og græder i en massakreret sætningsbygning, der bare fortsætter og fortsætter. ”Jeg spiller videre når Titanic går ned” siger Pandora, og vil ikke reddes men ”træde ind i depressionen og blive der”.
53435750
”Krisehæfternes” tekstmængde skaber en fornemmelse af forstoppet læsning. Der er tale om ”Et sprog som transporterer affekter snarere end betydninger”, og her er mere brus end information, mere aggression end fremdrift. Det er uudholdeligt, nuvel, men midt i sølet ligger små fintslebne diamanter, hvor Ursula Andkjær Olsen pludselig ræsonnerer præcist og knivskarpt i gedigen samtidsanalyse. Det slappe/snakkende sprog, hvis centrale glose er ”fuck”, får selskab af et stramt/effektivt sprog, der i sammenhængen fremstår desto mere lynende.
Ursula Andkjær Olsen blæser her til realpolitisk frontalangreb på bl.a. ”det sociale”, ”de økonomisk liberale” og ”varekapitalisme”. Til eksempel fremsætter Pandora et sted et ironiseret ønske om bare ”at falde i søvn mæt af konsekvenser” (s. 260). Med karakteristisk præcist og kantet metaforbrug benyttes spædbarnet, der falder i tryg søvn efter amning, som et diabolsk billede på det at indvilge i liberal ideologi, hvor ”markedet bestemmer”, og tingene ikke kan være anderledes, end de nu engang er. Disse ”konsekvenser” skaber en umiddelbar tryghed, en mæthedstilstand over for en samtid, der (forstår man) befinder sig i frit fald.