Atlas over huller i verden

Andkjær Olsens anden digtsamling placerer sig stilistisk i forlængelse af forgængeren, men tematisk markerer den en væsentlig udvikling i forfatterskabet. “Atlas over huller i verden” udkom i 2003, og her vender hun sig ud mod virkeligheden og samfundet allerede fra første linies konstatering: “Der er stemmer i verden”. Det er stadig sprogets mekanik, der interesserer, men polyfonien er her blevet til en navnløs kakofoni af kritisk samfundsrefleksion i vildt energisk og øjenåbnende digterisk form. Bogen inkorporerer et digthæfte fra 2002 med titlen “Syndfloder” i let redigeret form.

25187806

Andkjær Olsen kortlægger hullerne i verden ud fra idéen om, at samfundet og virkeligheden bor i sproget, og at de magter og meninger, vi etablerer, er sproglige konstruktioner snarere end selvindlysende sandheder. Hullerne opstår, når hun vender udråb og slogans på hovedet og tager idiomatiske vendinger som ’at sejle sin egen sø’ bogstaveligt. Fra hullerne kravler kunsten så op med kritisk swung; hun udstiller den skematiske tænkning, der opstår, når verden filtreres i sproget, hun fremviser vores fremmedhed for os selv og hinanden og forbrugssamfundets døs. Hun sampler talemåder med politiske toneklange og selvhjælpsfraser: “Har du fået en sten i skoen? Slå fjenden hårdt i hovedet, eller bedre, spark fjenden hårdt i røven. Luk øjnene og mærk efter, om den er røget ud i kampens hede. Ellers gentag proceduren.” (side 74).

Som læser kommer man igennem lidt af en vridemaskine, og virkningen er skiftevis urovækkende og stærkt satirisk – og effektiv. Som forgængeren handler denne bog om sproget, men den gør det på virkelighedens præmisser. Andkjær Olsen anskuer sproget som noget, der både kan bruges til at flyde ovenpå virkeligheden i beskrivelser, men også kan være et værktøj til at dykke ned under overfladen – og så er vi tilbage ved musikken: “Ind imellem bliver man måske træt af at forklare verdens begivenheder, fordi man alligevel ikke får det hele med. Der er så mange andre sandheder, hvad synes hun, og hvad synes han. (…) Når man så for en tid har opgivet at flyde ovenpå, så opdager man, at man godt kan tage sproget med ned under vandet, at det også kan bruges til at sige noget om noget uforståeligt og “uudsigeligt” (…) Lidt på samme måde, som når musik ikke betyder noget bestemt, men så afgjort får os til at tænke noget alligevel” . (Jakob Hansen: “Sproget regner ned i hjernen”, interview på www.jakob-hansen.dk).