Digte 2014

Citat
” Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål/tænker jeg på apokalypsen/hver gang nogen udtrykker håb for det bestående/får jeg det fysisk dårligt./Lad os sætte os her i skumringen og vente på/at revolutionen griber os./Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne/og flyforbindelser i hud og hår/og læse breaking news/de sløjfer skøjtebanen i årets kommunale budget/hvad fanden er det for noget/de finder eftersøgt drabsmand inde i tv-stjernes barndomsminde/hvad fanden er det for noget ...”
”Digte 2014”, s. 11.

Der gik fem år fra Theis Ørntofts debut og til han udgav ”Digte 2014”. De fem år har bortvisket meget af Ørntofts tidligere frækhed og naivitet, og selvom ”Digte 2014” stadig tager udgangspunkt i en ung mands dagligdag, er den mærkbart mere sortsynet end debuten. Titlen på denne digtsamling er ligesom debuten en hilsen til dansk litteraturhistorie. Denne gang til to tunge herrer, nemlig Alene titlen antyder en vis seriøsitet ved at lægge sig tæt op af to af Danmarks største forfatteres tidlige værker, nemlig Adam Oehlenschlägers ”Digte”, 1803 og Johannes V. Jensens ”Digte 1906”.

I de nye digte hersker undergangsstemningen: ”For mig er samfundene døde./ Jeg tror ikke længere/ det er et spørgsmål om forfinelse/ men om afvikling” (s. 9) og videre: ”… Jeg har ikke længere nogen overordnet plan for livet/ ud over at holde mig tæt på folk jeg elsker/ jeg har fået nok af at bilde mig samfundene ind/ jeg har fået nok af at fylde min mund med petroleum/ og se boreplatforme komme sejlende/ se dem skyde deres flammer op i mørket” (s. 11). Ørntoft beskriver selv skiftet i sit fokus således: ”I min tid er der sket det, at de værdier, jeg siden min barndom er blevet opdraget til at forfølge, uddannelse og familie f.eks., de er ikke længere mulige for mig at tro på. Fordi de er indlejret i en samfundsstruktur, som jeg mener er brudt sammen. Vi opfører os bare, som om den ikke er.” (Lise Garsdal: Verden går under – og hvad så? Politiken, 2014-03-26).

50980499

I ”Digte 2014” ville Ørntoft prøve at skrive fra håbløshedens sted, men det var svært: For eksempel begyndte humoren at gro frem. Det er paradoksalt i forhold til det, der står på mange af siderne i bogen. Der er en uudgrundelig optimisme, som jeg kan spore rundt omkring, men ikke forklare årsagen til” (Lise Garsdal: Verden går under – og hvad så? Politiken, 2014-03-26). Ifølge anmelder Tue Andersen Nexø er denne humor dog med til at understrege og ikke undergrave den apokalyptiske stemning i digtsamlingen: ”Jeg tror, at bogens tegneserieagtige udtryk, dens sære blanding af undergang og ungdomskultur, bunder i en følelse af ikke at have et sprog, der er stærkt nok til katastrofen. Men så alligevel at måtte sige noget, fordi det trods alt er bedre end at være tavs” (Tue Andersen Nexø: Hvepse i røven, kviksølv i munden. Dagbladet Information, 2014-03-07).