Yeahsuiten

Citat
”På min vej til lægen bliver jeg vildt forpustet jeg skal cykle op ad en stejl bakke men kort efter suser jeg nedad igen og det var egentlig ikke så slemt selv frygten for døden er en konstruktion”
”Yeahsuiten”, s. 11.

Theis Ørntofts anmelderroste ”Yeahsuiten” fra 2009 er en usædvanlig stilsikker debut. Helt i digtsamlingens ånd mødes man på omslaget af ti unge mennesker, der kikker afventende ud på læseren. Forsiden ligner noget fra et pladecover eller et kunstmagasin ligesom forfatterbilledet mimer diverse idolplakater og portrætterer Ørntoft liggende henslængt på en seng med en smøg i hånden og en halvt spist vandmelon. Begge dele indvarsler, at denne digtsamling er fyldt med attitude og overmod.

27913431

”Yeahsuiten” skubber altså allerede på forsiden til de forestillinger, vi har om digte som en særlig ophøjet og finlitterær genre. Titlen er ellers en reference til en af dansk litteraturs tunge drenge, Frank Jæger, der i eftertiden er blevet kendt som ’den lyse digter’. Det er da også i spændet mellem netop de to yderpunkter: den påtagede ungdommelige og den genre- og litteraturhistorisk bevidste, at man skal læse ”Yeahsuiten”. Digtene har således en markant ungdommelig tone, ting er ’helt vilde’, nogen gange er man ’MEGA fuld’ og personer er fucket, og ind i mellem ’dovner man bare helt igennem’. På grund af det tidstypiske ungdomssprog og den tydelige selviscenesættelse er digtsamlingen blevet kaldt et generationsportræt. Ud over det meget tidsbundne sprogbrug er der ikke nogen oplagt grund til at tale om værket som et forsøg på at give lyd til en bestemt generation af unge.

Der er snarere tale om at ville udtrykke en bestemt alder eller periode i tilværelsen, hvor livet føles helt tæt på og verden stadig ligger for ens fødder. Som det hedder et sted: ”jeg blev født og etablerede langsomt min egen plads i verden/ men nu føles det, som om jeg kan miste den igen// og det er en vildt fucked følelse” (s. 21). For under den tilsyneladende muntre stemning i digtsamlingen, ligger der også en alvorlig undertone, som blandt andet kommer til udtryk som en usikkerhed på verden: ”jeg gør hvad jeg kan for at stole på fortovet under mig” (s. 37), og som en usikkerhed på jeget som en enhed: ”så går jeg ind på en indisk takeaway og virker oprigtigt interesseret/ men jeg kan ikke helt gennemskue, om jeg virkelig også er det” (s. 36).

Det er let at afskrive Ørntofts debut som alt for poppet og alt for glat, hvilket et par anmeldere også gjorde, men det lettilgængelige og humoristiske sprog gemmer, foruden en forfriskende moderne tilgang til det litterære sprog, også en finfølelse over for sproglige virkemidler og en søgen efter litteraturens væsen.