Genrer og tematikker

Et af de gennemgående temaer i digtene i ”Yeahsuiten” er, hvordan både individet og sproget kan ses som konstruktioner. Theis Ørntoft beskriver det selv på følgende måde: ”Hvad end jeg skriver om, kommer det ofte til at handle om grænser og belysning af konstruktioner. Grænser mellem indre og ydre, mellem bevidsthed og verden osv. Det interesserer mig at belyse sproget som den konstruktion det er, som et betydningsmateriale mennesket bruger til at erkende verden igennem” (Katrine Julie Abrahamsen: Verden er skizofren. Dagbladet Information, 2009-09-23). Det viser sig bl.a. i digtene ved en opløsning af jeget. Jeget indoptager og forholder sig konstant til verden omkring sig, jeget er så at sige på en og samme gang beskuende og beskuet: ”en mand står og kikker på mig, jeg er hans udsigt/ jeg står og kikker på en mand, han tager min udsigt” (s. 34). 

I ”Digte 2014” er fokus flyttet fra individet til fællesskabet. Dels som en kapitalismekritik og dels som et afsavn efter en samhørighed med naturen, der er gået tabt. Vores forhold til verden er blevet sygt, vi har ”kviksølv i lungerne”, i fabrikken sidder børn og ”syr i sig selv” og der er ”hvepse i min afføring, de første tegn på straf”. Der løber i det hele taget et billedsprog af dyr, dyrelyde, planter og grundstoffer igennem digtene, og gang på gang konstateres det, hvordan vi har misbrugt vores planet: ”… i nat hvor solene spinder/ over børneansigter som fnyser/ blod og snot/ ud gennem samfund/ ud gennem årtusinder/ hvor jeg går igennem/ grøn zone/ i brand/ på alle etager. (s. 34). Det er en grum samfundskritik, der er blottet for alt håb om en bedre verden. 
I ”Solar” kan man sige, at den jeg-opløsning der var på spil i ”Yeahsuiten” og klimakrisen der fyldte i ”Digte 2014” smelter sammen i fortællingen om hovedpersonen Theis. 
Theis Ørntoft er ofte blevet betegnet som økodigter, og i et interview giver han selv et bud på, hvordan man kan genrebestemme økopoesi: ”Økopoesi er en ikkedogmatisk litteratur, der har et koordinat i de tre grundlæggende niveauer - i det individuelle, det samfundsmæssige og det kosmiske (…) Så det er altså bare en litteratur, der er bevidst om, at der findes noget andet og større end det menneskelige. Ganske enkelt. (…) Det er måske mit overordnede litteratursyn, ja. De tre niveauer - det individuelle, samfundsmæssige og kosmiske - er altid til stede for mig. Det handler om at undersøge alle de migrationsruter og forbindelser, der findes mellem menneske, samfund og kosmos. For det er herigennem, man kan lave et totalbillede af verden, som den opleves fra et menneskeligt perspektiv.” (Anna Raaby Ravn:, Der er noget hjælpeløst og komplet forvirret over det senmoderne menneske. Dagbladet Information, 2018-03-23). Koblingen af de tre niveauer som Ørntoft nævner her er især tydelig i hans slægtsroman ”Jordisk”, hvor hovedpersonernes liv, samtidspolitik og de kosmiske forhold flyder sammen i en fælles fortælling.