Theis Ørntofts forfatterskab forsætter på mange måder den overflod af udgivelser lige omkring årtusindeskiftet, der handlede om unge (digter)mænds hverdagsliv i København. Navne som Lars Frost, Kristian Bang Foss, Jeppe Brixvold, Anders Søgaard og Peder Frederik Jensen slog igennem i den periode. Ørntoft deler helt sikkert de skæve skjulte smil og den selvsikre arrogance med de nævnte forfattere. Ørntoft mener dog også, at der er klare forskelle på hans generation af forfattere og 00’ernes: ”Der er en del forfattere, der nærmest udelukkende beskæftiger sig med, hvad det vil sige at leve et privilegeret liv i en velfærdsstat. Og der går et erfaringsmæssigt skel her; mellem min generation og den foregående. Det er muligvis en forsimpling, men jeg har det anstrengt med litteratur, der bliver ved med at tematisere parforhold, skilsmisse, identitet og de små depressioner, som livet i velfærdsstaten udløser” (Anna Raaby Ravn: Der er noget hjælpeløst og komplet forvirret over det senmoderne menneske. Dagbladet Information, 2018-03-23).
For Ørntoft har fokus flyttet sig fra individet til hele kosmos. Forfattergenerationen før ham, mener han var for navlepillende: ”To karakterer går en tur i skoven, og træerne og det økologiske rum agerer blot død baggrund for parforholdet. Eller de tager på sommerferie med deres venner til en græsk ø, de ser flygtningene på stranden, men det er ikke flygtningene, det handler om. Det er forfatterens dårlige samvittighed og velfærdsdepression, det handler om.” (Anna Raaby Ravn: Der er noget hjælpeløst og komplet forvirret over det senmoderne menneske. Dagbladet Information, 2018-03-23). Det at sætte klimakrisen i front deler han dog med flere forfattere fra andre generationer end sin egen, mest indlysende med forfatter og underviser på Forfatterskolen Lars Skinnebach. I ”Digte 2014” bliver slægtskabet med Skinnebach meget tydeligt. Begge forfattere deler en kapitalismeskepsis og en dyb bekymring over klimakrisen, som også kommer til udtryk i deres samarbejde med musikprojektet ”Klimakrisen”. Man kan også nævne forfattere som Charlotte Weitze, Dennis Gade Kofoed og Silja E. K. Henderson.