Hovedpersonen i Amos Oz’ roman ”Habesorah al pi Yehuda” fra 2014 (”Judas”, 2017) er den unge historiestuderende Shmuel, som pludselig får tæppet hevet væk under sig: Kæresten forlader ham og gifter sig med sin (kedelige) ekskæreste, Foreningen til Socialistisk Fornyelse, hvor Shmuel er engageret medlem, opløses, og forældrene mister deres opsparing og kan derfor ikke længere finansiere Shmuels studier. Da Shmuel i forvejen er kørt fast i sit speciale om Jesus set med jødiske øjne, dropper han studierne og søger arbejde som en form for selskabsherre hos den ældre, handicappede mand Gershom Wald og dennes svigerdatter Atalja.
Shmuel opholder sig tre vintermåneder i 1959 i huset sammen med Atalja og Wald og afdækker undervejs Ataljas historie, alt imens han prøver sine teser om Jesus og Judas af på den gamle Wald. Begge dele giver et interessant indblik i jødisk historie og grundkonflikten mellem såvel jødedom og islam som jødedom og kristendom.
53523064
En central tematik i romanen er fanatisme eksemplificeret igennem såvel mændene i Ataljas liv som Judas. Atalja er enke, da hendes mand – Walds eneste søn – døde i Uafhængighedskrigen 1948-49. Hendes far sad i ledelsen af Jewish Agency, men blev smidt ud af Ben-Gurion, da han talte imod en selvstændig jødisk stat og i stedet opfordrede til et fælles arabisk-jødisk område uden grænser. Resten af sine dage levede han i bitter ensomhed.
Judas er ifølge Shmuel ikke nogen forræder, men derimod ophavsmand til Kristendommen. Han troede fuldt og fast på, at Jesus var guddommelig og ville kunne træde ned fra korset, og han mistede først sin tro, da Jesus døde med ordene ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.” Da begik Judas selvmord i afmagt.
Romanen synes at stille spørgsmålet, om der virkelig er noget, der er så vigtigt, at vi må bekrige hinanden og gå i døden for det – det være sig landegrænser, tro eller politik?
Afmagt, fortvivlelse og ensomhed er ligeledes centrale tematikker, og alle romankaraktererne er præget af disse følelser, for alle har de mistet selve meningen med livet. Shmuel er dog en form for lysglimt i historien, for nok er han afmægtig og ensom, men da romanen slutter, er han på en måde renset for alle sine idealer og tilknytninger. Han er rejst fra Atalja og Wald til en ny by uden anden last end en fuld køjesæk og en smule gåpåmod. Dagen går på hæld, ”og der stod han og undrede sig.”