Viktor Olegovitj Pelevin blev født den 22. november 1962 i Moskva og voksede op i en efter datidens forhold privilegeret familie i 1960’erne og 70’ernes Sovjetunionen. Det var en tid præget af stagnation, men også af en vis stabilitet og forudsigelighed. Pelevin var indskrevet på en eliteskole i Moskva, hvor mange kendte kulturpersonligheders børn også gik. Pelevins mor underviste i engelsk på samme skole, og faderen underviste på et militærinstitut.
Viktor Pelevin blev uddannet elektroingeniør fra Moskvas Energiinstitut i 1985. Herefter tog han en kovending med kurser på Gorkij Instituttet, som er en forfatterskole i Moskva, og fik udgivet sin første novellesamling “Sinij Fonar`” i 1991. Siden har Pelevin fået udgivet adskillige romaner og novellesamlinger og er slået igennem internationalt, han er oversat til en lang række europæiske sprog samt til japansk og kinesisk.
Da Pelevins litterære karriere endnu var i sin begyndelse, arbejdede han som freelance journalist og oversætter. Han har bl.a. oversat værker af den kontroversielle antropolog og forfatter Carlos Castaneda til russisk og var i en periode medarbejder på magasinet “Nauka i religija” (Videnskab og religion), hvor han blandt andet stod for at udarbejde en serie artikler om østerlandsk mysticisme. Både Carlos Castanedas shamanfilosofi og østerlandsk filosofi spiller en central rolle i Pelevins forfatterskab.
Viktor Pelevin har været genstand for megen mytedannelse, fordi han er en meget tilbagetrukket og privat person, der kun sjældent giver interviews. Denne isolation må nok ses som et led i en selviscenesættelse, der blandt andet har foranlediget rygter om, at han i virkeligheden slet ikke eksisterer, men at det er et helt kunstnerisk kollektiv, der skriver under hans navn, eller sågar en computer. Dette er helt i tråd med den gennemgående antagelse i hans værker om, at alt i virkeligheden er fiktion. Han har selv bidraget til mytedannelsen ved blandt andet at skabe forvirring om detaljer i sin biografi og ved at postulere at have forbindelser til den russiske mafia. Til trods for sin tilbagetrukkethed gør Pelevin meget ud af at interagere med sine læsere gennem Internettet, han har blandt andet lagt alle sine værker ud på sin hjemmeside til fri afbenyttelse.
Pelevin tilhører en generation, der er vokset op i de grå og triste, men også forholdsvis trygge halvfjerdseres og firseres Sovjetunionen. Denne generation måtte, samtidig med at den skulle omstille sig til voksentilværelsen, også omstille sig til en radikalt ændret virkelighed, præget af kaos og værdiforfald, da Sovjetunionen falder fra hinanden i 1991.