Skrækhjelmen

Citat
“Started by Ariadne at xxx pm xxx xxx BC GMT
Jeg vil opføre en labyrint, hvor jeg kan forsvinde sammen med enhver, der forsøger at finde mig – hvem sagde dette og om hvad? :-)”
Viktor Pelevin: ”Skrækhjelmen : myten om Theseus og Minotauros”, side 11.

Det er vanskeligt at finde ud af, hvad der er op og ned i Vitor Pelevins “Sjlem Uzjasa – kreatiff o Tesee i Minotavre” fra 2005 (“Skrækhjelmen – Myten om Theseus og Minotauros”, 2006).

Historien er en moderne genfortælling af den oldgræske myte om sagnhelten Theseus’ besejring af uhyret Minotauros, som var halvt tyr halvt menneske, i labyrinten ved Knossos på Kreta. Labyrinten var bygget således, at ingen slap ud derfra, når først de var kommet ind. Kong Minos ofrede hvert år syv unge mænd og syv unge kvinder til Minotauros som hævn for sin søns Androgeos død. Theseus meldte sig selv som offer med det formål at dræbe Minotauros. Han fik hjælp af Kong Minos’ datter Ariadne til at finde vej ud af labyrinten, idet hun gav ham et garnnøgle, han kunne binde fast ved indgangen af labyrinten, så han kunne rulle den ud nede i labyrinten og således følge tråden på vej tilbage efter at have dræbt Minotauros.

I Viktor Pelevins roman indgår den oldgræske myte i et internationalt myteprojekt, hvor forlag fra hele verden samarbejder om at udgive nutidige forfatteres nyfortolkninger og genfortællinger af gamle myter. Om projektet udtaler Pelevin: “Det er et meget interessant projekt forlaget er kommet op med. Alle deltagere fik til opgave at skrive en ny version af en eller anden myte efter eget valg, i hvilken som helst form. Jeg bad mine italienske venners datter vælge en myte for mig. Hun tænkte længe over det. Til sidst sendte hun mig en mail med et eneste ord: Minotauros.” (Citat fra artikel af Marija Resjetnjak: ”Mifologitjeskaja osnova romana V. Pelevina “Sjlem Uzjasa”).

26209757

I Pelevins moderne version af myten, der er udformet som en lang chatudskrift, vågner otte personer op hver for sig et ukendt sted i et rum med en computer, der forbinder dem til det samme chatrum på en tråd startet af Ariadne. De er alle udstyret med besynderlige chatidentiteter. Udover chatidentiteten Ariadne, der refererer til den gamle myte, har de f.eks. navne som Monstradamus, Romeo-y-Cohiba og IsoldA. De befinder sig efter alt at dømme i en labyrint, de ikke ved hvordan de er havnet i, og endsige, hvordan de kommer ud af igen. De begynder at udforske området uden for deres rum og fortæller hinanden om deres opdagelser på chatten i et forsøg at sammenstykke et billede af deres fælles situation, så de kan løse gåden og slippe ud af labyrinten. Forsøget på at skabe overblik over situationen kompliceres dog ved, at nogen ændrer i deres omgivelser og redigerer i det, de skriver til hinanden. Derfor begynder de at stille spørgsmålstegn ved, om de andre overhovedet eksisterer, og om, hvad der er drøm, og hvad der er virkelighed.

Ariadne er den, der i overensstemmelse med den oprindelige myte, giver de andre ledetråde, både ved at starte den virtuelle tråd og i form af den viden, hun opnår gennem sine drømme og fortæller de andre om. Ariadne drømmer om to dværge og et ejendommeligt væsen med en skrækhjelm. Men hvem er det, og hvad er skrækhjelmen? Er Ariadnes drømme pålidelige? Og hvor er Minotauros? Befinder han sig i labyrinten et sted, eller er han i virkeligheden en af personerne eller flere? Forbogstaverne i syv af personernes webidentiteter samt navnet Theseus udgør nemlig ordet minotauros, der på russisk staves minotaur: Monstrodamus, IsoldA, Nutscrscker, Organizm, Theseus, Ariadne, UGLI 666, Romeo-y-Cohiba.

Dette er blot en af Pelevins mange ordlege, der mystificerer læseren, som selv er i fare for at blive fortabt i bogens labyrintiske net. At dette er hensigten fremkommer tydeligt af bogens indledende citat af forfatteren Jorge Luis Borges “Ingen tænkte, at bogen og labyrinten var en og samme sag” (side 7).

Labyrinten eksisterer på flere forskellige planer i bogen. Den fysiske og virtuelle labyrint, personerne er havnet i. Den erkendelsesmæssige labyrint, deres samtaler på chatten fører dem ind i. Og den labyrint, der skabes for læseren gennem et net af ledetråde og ordspil. Gennem de labyrintiske motiver tematiseres erkendelsesteoretiske spørgsmål om menneskets mulighed for at opnå sikker viden om, hvad der er virkeligt, og om, hvordan vi kan vide, at omverdenen eksisterer.

I Jyllands-Posten fik bogen en positiv anmeldelse: “En totalt syret og veloplagt fortælling, hvor intet er som det ser ud – og hvor alle potentielt er uhyret Minotauros eller helten Theseus. Bogen skal læses på flere sammenhængende niveauer: som højaktuel samfundssatire, som erkendelsesfilosofisk tour de force og, selvfølgelig, som ren aha-oplevelse.”

Også bibliotekernes Lektørudtalelser var begejstrede: “Pelevins form er meget spændende: han lader otte personer vågne op med hukommelsestab i ens spartanske værelser, hvor de er forbundet i et lukket chatroom med påtvungne identiteter... Det store spørgsmål er, hvorvidt handlingen foregår i virkeligheden eller kun inde i en eller fleres hoveder? Bogen er udelukkende skrevet som chatudskrift, hvilket gør den meget hurtigt læst og måske kan lokke yngre læsere til en meget tankevækkende historie.”