Jeg forbander tidens flod

Citat
“Det blæste lidt kraftigere nu, og vinden piskede skum fra den ene bølgetop til den anden. Der var stil over det. Jeg trak mig tilbage og sad ligesom før. Jeg stirrede ned i sandet. Der var der ikke meget at se på. Jeg er syvogtredive år, tænkte jeg. Muren er faldet. Og her sidder jeg.”
“Jeg forbander tidens flod”, s. 250.

I 2008 udkom “Jeg forbanner tidens elv” (“Jeg forbander tidens flod”, 2009), der året efter blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris.
Denne roman har i lighed med flere andre af Per Pettersons bøger (endnu en variation over) karakteren Arvid Jansen som hovedperson. I åbningen af “Jeg forbander tidens flod” er Arvid på vej til Danmark for at være sammen med sin mor, der er syg af kræft. Han skal skilles og er på mange måder en mand i opløsning, som han tømmermandshærget og træt ankommer med danskerbåden “Holger Danske” til Frederikshavn. Her er moderen vokset op og befinder sig nu i familiens sommerhus.

Der krydsklippes mellem fortællingens tid, et par dage i november 1989, og episoder i Arvids sene teenageår, hvor han af politiske årsager meldte sig ud af gymnasiet for at blive industriarbejder. Som kommunist må man stå sammen og have en bæredygtig arbejderklasse, lød parolen, som Arvid kun overfladisk kunne stå inde for.

Samlet er det skildringen af en mands søgen efter identitet, både som ung og som 37-årig. Uanset alder er Arvid mors dreng og ude af stand til at tage en aktiv, personlig beslutning. Da han dukker op i sommerhuset hos den afkræftede mor, opfører han sig mest af alt som en dreng på fem.

27696279

Gennem romanen opridses en familiekrønike med moderen, der holdt sammen med mand og fire børn, hvoraf den første er født på Læsø udenfor ægteskab. Vi hører stort set intet om den kvinde, Arvid skal skilles fra, men måske er hun den ungdomsforelskelse – pigen med den blå frakke – som vi introduceres til.

I lyset af Pettersons øvrige forfatterskab er der en række overlap og lighedspunkter i både persongalleri, litterære inspirationer og mellemmenneskelige temaer. Sproget er let og ubesværet og fremmaner krystalklare billeder på nethinden ved hjælp af simple virkemidler. Man kan mærke novembers fugtige kulde, den tilbagevendende rødmen i kinderne og den næsten fysiske afsøgning af egen identitet. Arvid Jansen er altid både sig selv og en anden, som der står på side 86.

Fortælleren ved mere, end jeg-fortælleren Arvid kan vide, og på et tidspunkt lånes synsvinklen ud til moderen, da hun opsøger sin fortid på Læsø. Titlen er hentet fra et digt af Mao, der har en fremtrædende rolle i romanen.