Jeg nægter

Citat
”Jeg prøvede at hænge mig i brændeskuret, det husker jeg godt; brændeknuderne derinde, mest birk, men også asp og gran, og jeg husker jeg tænkte at birkebrænde helt klart var at foretrække frem for andet brænde når man skulle fyre op i ovnen eller pejsen. (…) Jeg stod der med det grove reb i hænderne og funderede over løvfyringens økonomiske aspekter (…).”
”Jeg nægter”, s. 174.

I 2012 udgav Per Petterson romanen ”Jeg nekter” (”Jeg nægter”, 2013), der handler om de to barndomsvenner Jim og Tommy, der mødes tilfældigt efter 35 år.

I 1960’erne voksede de op på den samme vej i hver sin opbrudte familie. Jim boede alene med sin kristne mor og Tommy med sin far og tre små søskende. Efter et skæbnetungt opgør mellem Tommy og hans far forsvandt faderen, og de fire søskende blev fordelt i forskellige plejefamilier. Herefter var familien Berggren historie. Jim blev efter et selvmordsforsøg indlagt på psykiatrisk afdeling og flyttede derefter til Oslo.

En tidlig morgen i 2006 gør tilfældet, at de mødes på Ulvøya-broen i Oslofjorden, hvor Jim står og fisker og Tommy kører forbi i sin Mercedes, på vej til sit prestigefyldte job. Det korte møde får betydning for dem begge, da det åbner op for et nyt blik på deres aktuelle situation. Samtidig er det adgang til de oplevelser fra barndommen, som de har lagt bag sig, fordi kontakten stoppede en betydningsladet dag foran Centralsygehuset.

29965110

Romanen er komponeret i kapitler med Tommy og Jim samt andre familiemedlemmer som enten 1. personsfortællere eller synsvinkelbærere. I en vekselvirkning mellem episoder i september 2006 og afgørende oplevelser i slutningen af 1960’erne oprulles deres historier, uden at man får forklaret meget om den mellemliggende periode. Skiftene mellem fortællere gør, at nogle episoder fortælles flere gange af forskellige karakterer, og man ser, at historien formes af fortælleren: Jim fortæller, at ingen opdagede, da han og hans mor flyttede en tidlig morgen, mens Tommy fortæller, at han stod i skjul hos sin plejefar Jonsen og så det hele.

I Pettersons nedtonede stil fortælles om to drenge, der fik forskellige begyndelser på det liv, de siden har forvaltet så forskelligt, ”omvendt”, som det hedder i bogen. Den kvikke Jim, der voksede op med en omsorgsfuld mor, er endt med en årelang sygemelding og selvmordsforsøg i bagagen. Den forslåede Tommy overlever stædigt og på trods og har material velstand i sit voksne liv. Begge lever de dog i ensomhed uden helt at føle sig hjemme i sit eget liv.

Lange sætninger med sidestillede ledsætninger er fremherskende, og Petterson skriver stemninger, uerkendte følelser og lavmælt dramatik ind i de bølgende og melodiske sætningsstrukturer.