Per Petterson blev født den 18. juli 1952 i Norges hovedstad Oslo, hvor han voksede op med en dansk mor, der arbejdede på en chokoladefabrik og en far, der først arbejdede på en skofabrik og siden som skovarbejder. Hjemmet var ikke udpræget bogligt, men Petterson beskriver moderen som en intellektuel, der læste alt, hvad hun kunne slæbe hjem fra biblioteket – Günter Grass, James Joyce og Victoria Holt. Da Petterson var omkring tolv år, fik faderen fingrene i en fyldt bogreol, som han tog med hjem. Petterson læste indholdet fra ende til anden, og fra da af var han solgt.
Det varede dog nogle år, før forfatterdrømmen blev vakt. Det skete, da Petterson var omkring 18 år, og det var især mødet med Hemingways noveller, som gav blod på tanden. Der skulle dog gå mere end 15 år, før Petterson debuterede i Lars Saabye Christensens antologi “Signaler”, der består af nyere norske noveller. På det tidspunkt var Per Petterson 33 år og arbejdede i Tronsmo Boghandel i Oslo, og her blev han en dag kontaktet af en begejstret læser. Læseren var forlagsredaktør Torleiv Grue fra det velanskrevne norske forlag Oktober. Grue var på det tidspunkt på udkig efter mulige debutanter. Han var begejstret for Pettersons novelle og efterlyste mere.
Problemet var blot, at Pettersons skrivebordsskuffe var aldeles tom. For selv om forfatterdrømmen tidligt ulmede i ham, så led han i den grad af præstationsangst. Som han forklarer det: “Hvad nu, hvis jeg ikke kunne? Hvad ville der ske, hvis mit projekt kuldsejlede? At skrive er jo også et spørgsmål om selvtillid. Man kan have en frygt for at afsløre sig selv, for hvor er man, hvis man alligevel ikke kan blive forfatter.” (Carsten Andersen: Når nordmænd går i kloster. Politiken, 2005-05-10). Heldigvis overvandt skrivedrømmen angsten – godt hjulpet på vej af forlagsredaktørens vedholdenhed, og snart debuterede Petterson med “Aske i munden, sand i skoen”.
I denne bog – som i de øvrige af Pettersons værker – trækker han i høj grad på sit eget liv. Det er især de tidlige barndoms- og ungdomserindringer, der bliver behandlet igen og igen. Romanernes faderfigurer ligner Pettersons egen far. Selvom han endnu levede, da Pettersons to første romaner udkom, læste han ikke Pettersons romaner eller kommenterede sønnens forfattergerning med et eneste ord. Både faderen og moderen og to af tre brødre omkom i 1990 ved Scandinavian Star-ulykken. Paradoksalt nok kom det til at kickstarte Per Pettersons internationale karriere. Romanen “I kølvandet” fra 2000 tager således afsæt i katastrofen – uden direkte at handle om den.
Per Petterson har en fast arbejdsrytme, som han har bibeholdt i alle sine skrivende år. Hver dag klokken 6 står han op, sætter sig ved arbejdsbordet i huset ude i skoven og skriver på den bog, han nu er i gang med. Han starter ved side et og sætter sidste punktum, når han mener, at historien er fortalt. Om arbejdsprocessen siger han: “Sædvanligvis sidder jeg ved min computer, og så starter jeg med en fornemmelse af noget, et par enkelte sætninger, som jeg føler har en substans. Jeg planlægger aldrig noget, tænker aldrig et plot. Faktisk ved jeg ikke, hvordan man gør det. Jeg skriver, når jeg kan, håber på det bedste og prøver at tage tingene som de kommer.” (Joy E. Stocke: Language Within Silence – An Interview With Norwegian Writer Per Petterson. Wild River Review, 2008-12-01).