Aske i munden, sand i skoen

Citat
“Storesøster Gry var pæn. Hun havde lyst langt hår som passede til navnet, gik i tredje klasse i folkeskolen og kunne læse Anders And-blade meget langsommere end Arvid.”
“Aske i munden, sand i skoen”, s. 31.

I Per Pettersons debut “Aske i munna, sand i skoa” fra 1987 (“Aske i munden, sand i skoen”, 2008) er scenen sat i en forstad til Oslo i slutningen af 1950’erne. Romanen består af ti små fortællinger, der i enkelte episoder tager læseren med ind i den seks til otteårige Arvids verden. Vi hører om faderen, der arbejder på en skofabrik, om moderen, der gør rent, storesøster Gry, den enlige onkel Rolf og om de større drenge, der får Arvid til at gøre ting, han måske – måske ikke – rigtig har lyst til.

Det korte kapitel “Mennesker er ikke dyr” handler om den latente aggression, der ligger under Arvids tænksomme stilfærdighed, og som de andre drenge i kvarteret elsker at prikke til. De ved, at Arvid ikke er helt som dem, og historien handler om Arvids langsomme og tvivlende erkendelse af, at de har ret. Arvid er helt speciel, og bogen afdækker denne særegenhed i et sprog og et tempo, der er solidarisk med barnets.

51900731

I “Før krigen” er Arvid blevet otte år og har lært at læse. Han tager Mark Twain-romanen “Huckleberry Finn” med på fisketur med far og onkel Rolf, for Arvid er ved at få den alder, hvor liv og litteratur kan kommentere og komplementere hinanden. Men fisketuren går helt i vasken, og far og onkel Rolf kommer op at slås. Dermed bliver Arvid hevet ud af drømmen om at være Huckleberry Finn.

Romanen tematiserer barnets udvikling og spirende selverkendelse. Med en indfølende pen beskrives Arvids oplevelser med både de nære relationer og de helt fjerne i form af Den Kolde Krig.

Der benyttes en 3. personfortæller, som har direkte adgang til at se og formidle Arvids følelser og oplevelser. Fortælleren har fuld kontrol over historien, men samtidig med den kontrollerede fortællerstemme forbliver Petterson solidarisk med drengens verden. Ingen af de mange mærkværdigheder og mysterier, som Arvid støder på i mødet med de voksnes verden, bliver videre forklaret. Det største mysterium for Arvid er sproget. Især skriftsproget er en hemmelighed, som storesøster Gry, der går i tredje klasse, til gengæld har adgang til, hvilket yderligere pirrer Arvids nysgerrighed.

Per Pettersons sætninger er korte. De er præcist beskrivende, og sproget har så meget fremdrift, at vi på ganske få linjer kommer vidt omkring.