Per Pettersons “Det er greit for meg” fra 1992 (“Det er okay med mig”, 2002) er en roman i fire dele. Hovedkarakteren er enspænderen Audun Sletten, og romanen tager sin begyndelse det efterår, den trettenårige Audun starter i en ny klasse. Her bliver han venner med Arvid, som vi kender fra Petterson-bøgerne “Aske i munden sand i skoen” og “Ekkoland”. De to drenges venskab centrerer sig omkring en fælles utilpassethed og en fælles smag for litteratur. Heltene hedder Jack London og Ernest Hemingway; to realister, hvis blanding af levet liv og litteratur fyrer op under drengenes selvforståelse som outsidere.
Romanen udspiller sig sidst i tresserne og først i halvfjerdserne, og den ny epoke, som Auduns og Arvids musikalske helte, Jimi Hendrix og Bob Dylan, forkynder, står i grel kontrast til den norske provins, drengene bor i. Der er ikke megen plads til at lade sig bære med af tiden, og volden lurer hele tiden om hjørnet. Også i de to drenges venskab lurer konflikter, og efterhånden som Audun trækker sig ud af gymnasielivet og til sidst dropper ud, glider drengenes venskab også mere og mere ud.
24320189
I modsætning til Per Pettersons to første romaner er fortælleren her personificeret. Audun Sletten er således bogens fortæller, og hans blik er betragtende og flegmatisk. Audun ved ikke rigtigt, hvilket ben han skal stå på i forhold til tilværelsen. Intet er rigtigt godt, og intet er rigtigt skidt. Derfor romanens titel: De ting, der sker, er OK. Hverken værre eller bedre. Romanens fortælling skifter imellem replikker og Auduns indre monolog i en stadig vekslen, og bogens fremadskridende handling afbrydes af flashbacks til Auduns tidlige barndom med en voldelig far og en kuet mor, til en bror, der kørte sig ihjel og en søster, der tidligt selv blev mor. Men Audun fortæller også om episoder fyldt med ømhed og kærlighed; om dengang han stak af hjemmefra, var tæt på at drukne i elven, men blev reddet af et gammelt ægtepar, som tog sig af ham i en hel uge, hvorefter Auduns far ankom og helvede brød løs – igen.
Romanens afsluttende fjerde del giver dog bogen en fortrøstningsfuld slutning, hvor de virkelige dybder i venskabet mellem Audun og Arvid viser sig. Slutningen giver også et billede af en Audun, som alle omstændigheder til trods er i besiddelse af en vis indre ligevægt.