I 1996 udkom “Til Sibir” (“Til Sibirien”, 2000), som blev Per Pettersons gennembrud i Norge. Romanen fortælles af en kvinde, der ser tilbage på sit liv. Romanen er episodisk komponeret, og der er ikke nogen fortløbende historie. Hovedpersonen fortæller derimod om episoder fra sit liv fra hun var syv, til hun var treogtyve år gammel, om sin barn- og ungdom i Frederikshavn på Nordjyllands østkyst.
Hun beretter om at bo sammen med sin mor, der digter salmer, sin bror Jesper og sin far, der har et snedkerværksted. Han er en dygtig håndværker, men en dårlig forretningsmand, og i hjemmet bliver hver en øre vendt. Hun fortæller om bedstefaren og bedstemoren, der så godt som aldrig taler sammen, og om bedstefaren, der en dag har hængt sig i laden. Om bysamfundets rigmand, den alkoholiserede Baron Biegler, om storsmugleren Ernst Bremer og om egnens landsforræder, Gestapo-Jørgensen.
28056648
Fortælleren, der forbliver navnløs, er en begavet pige. Hun slider i det i skolen, og hun har en veludviklet sensibilitet og en udpræget fornemmelse for det, der foregår i de voksnes verden. Sommetider mere end de voksne selv. På alle romanens niveauer er kropslighed et konstant element. Fortælleren oplever og erindrer ved hjælp af kroppen eller igennem kroppen. For eksempel drømmer hovedpersonen om at rejse til Sibirien, fordi der er en kølig luft, der er til at ånde i. Eller her, hvor det kropslige spiller en endog meget stor rolle i så godt som hver sætning: “Måske skulle jeg kaste op, tænkte jeg, og så kastede jeg op, hårde klumper af mælk ved siden af trappen. Det gjorde ondt, halsen snørede sig sammen og jeg tænkte på bedstefar i stalden og Irma i den røde kjole og Lone i den røde kjole og begge uden ansigt i det samme spejl i et mørkt værelse som var hele verden, og så begyndte jeg at græde”. (s. 77).
“Til Sibirien” er en bog, der handler om længsel og savn. Som barn er fortællerens længsel rettet mod det Sibirien, hun kun kender af navn og forestilling. Men at det er noget andet end Frederikshavn, er det, der betyder noget. De glimt, vi får af hendes voksenliv i henholdsvis København og Oslo fortælles af en kvinde, der ved, at hun har et savn i sit liv, men ikke er i stand til at identificere det.