Genrer og tematikker

Per Pettersons romaner er indholdsmæssigt beslægtede, ligesom figurer går igen i flere romaner. Arvid Jansen er således hovedperson i “Aske i munden, sand i skoen”, “Ekkoland”, “I kølvandet”, ”Jeg forbander tidens flod” og ”Mænd i min situation” og optræder som biperson i “Det er okay med mig”. Han spiller endog en subtil rolle i “Til Sibirien”. Endvidere er for eksempel åbningsreplikken i “Ud og stjæle heste” en note, Arvid Jansen skriver i “I kølvandet”. Trond Sander fra ”Ud og stjæle heste” vender for en kort bemærkning tilbage i ”Mænd i min situation”.

Et andet karakteristika ved forfatterskabet er, at selvbiografiske elementer spiller en stor rolle. Den fraværende far og den rastløse danske mor, som optræder i flere af romanerne, er hentet ud af Pettersons eget liv. Og den katastrofe, som “I kølvandet” og ”Mænd i min situation” udspiller sig i kølvandet af, er inspireret af Scandinavian Star-katastrofen, hvor Petterson mistede næsten hele sin familie.

Petterson fortæller i et interview, at selvom Arvid Jansen er en genkommende figur i forfatterskabet, så er han ikke den samme person hver gang: i en roman har han søstre, i en anden brødre. Det kommer an på, hvad historien kræver. Det giver Petterson en ro til at kunne koncentrere sig om fortællingen, at han ikke ved hver romans begyndelse skal opfinde en ny holdbar figur: ”Det ville være som at gå over åen efter vand”. Han føler sig altså ikke bundet af, hvem Arvid Jansen var i den forrige roman, og det er netop forfatterens frihed, der byder ham denne mulighed: ”Som forfatter kan man tillade sig alt. Bare det duer. Jeg kan lide at veksle mellem datid og nutid i samme sætning, selv om det må man jo heller ikke. Jeg kan skrive en roman med en jeg-fortæller, hvor jeg-fortælleren pludselig afløses af en alvidende fortæller. Det må man heller ikke, men hvis jeg gør det, og det lykkes, så må man godt.” (Søren Kassebeer: En mand ved navn Arvid. Berlingske Tidende, 2009-04-30).

Et genkommende element er en beskrivelse af relationer. Pettersons hovedpersoner dyrker ofte ensomheden, men selv i deres selvvalgte eksil er de aldrig helt alene. Der er altid relationer mennesker imellem, de være sig uudslukkelig kærlighed, ulmende had og gamle misforståelser, og det er dem, Petterson undersøger og sætter ord på. Forfatterskabets romaner hænger sammen og understreger dermed den forbundethed, der altid vil være mellem mennesker.

Anmelderne har siden debuten bemærket erindringens betydning i Pettersons bøger. Men mere end blot at beskrive barndommens tabte land handler Pettersons forfatterskab om at sætte ord på det afsluttede og i prosa undersøge, hvad det vil sige, at tiden går, og hvad det betyder for den måde, mennesket tænker sig selv.

Per Petterson skriver rytmisk og stramt. Han bruger ikke mange ord, og romanerne er fattige på adjektiver, men rige på egensindig tegnsætning, som giver Pettersons sprog en helt særegen rytme.

Om sin tilgang til at skrive fortæller Petterson: ”At udtænke plots interesserer mig ikke. Min redaktør på forlaget Oktober, Torleiv Grue, sagde engang for længe siden til mig: »Du skal ikke skal bekymre dig om helheden, når du skriver. Du skal få delene til at skinne, så kommer resten af sig selv.« Det råd har jeg fulgt lige siden.” (Søren Kassebeer: ”Jeg måtte bare skrive”. Berlingske Tidende, 2007-08-24).