Intertekstualiteten i Per Pettersons forfatterskab minder om den danske forfatter Svend Åge Madsens, hvor de samme personer optræder i forskellige romaner med forskellige roller. En biperson hist kan blive hovedperson her, og en hastigt nedskrevet lap papir i én roman kan blive begyndelsen på den efterfølgende.
Pettersons afmålte, præcise sætninger og hans sparsomme brug af adjektiver har fået anmeldere til at sammenligne ham med amerikanske realister som William Faulkner og Ernest Hemingway. Petterson er inspireret af Hemingways minipoetik “Showing, not telling”, og han har da også i interview beskrevet, hvorledes det var igennem sin ungdoms læsning af Hemingways “Nick Adams Stories”, at han blev sig sit forfatterkald bevidst.
Ved de sanselige erindringer og den tydelige brug af eget liv minder Per Pettersons forfatterskab på flere måder om de samtidige nordmænd Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård. De tre har meget, de ikke er fælles om, men deres undersøgelser af identitet, erindring og barndom samt deres rene billeder af det, der var engang, tegner et fællesskab.
Indholdsmæssigt er Pettersons bøger fyldt med små cadeauer til forfatterens store landsmand Knut Hamsun. Forestillingen om, at det er i ensomheden, i tavsheden fra verdens larm, at mennesket bliver sig selv, finder man hos begge forfatteres romanpersoner. I ”Mænd i min situation” går Arvid Jansen rundt og rundt i Oslo, som Hamsuns hovedperson gør det i ”Sult”. Ligeledes er mennesket hos begge forfattere prisgivet vilkår, der er større end dem selv. Naturen, tiden og den klare stjernehimmel for eksempel.