Henrik Pontoppidans store romaner har en stærk og tydelig forbindelse til den historiske tid, de beskriver, og dermed også til de vigtigste personer i tidens store debatter og åndelige fejder. Således også Georg Brandes, der var tidens store hudfletter af forstokket kristendom og borgerlig moral. Pontoppidans forhold til Brandes er ikke entydigt, men sikkert er det, at mange punkter i Brandes’ litterære program, der slog til lyd for en litteratur orienteret mod den virkelige verden med dens reelle problemer og brydninger, blev realiseret i Pontoppidans romaner.
En anden tydelig forbindelse kan trækkes til den franske realist Honoré de Balzacs vældige værk ”Den menneskelige komedie”. Balzac er om nogen en forfatter, der har formået at indkapsle en given historisk tids problemfelter, debatter, levemåder, tankemønstre og økonomiske virkelighed i sine romaners figurer.
I forlængelse heraf bør også nævnes Émile Zola, den store franske naturalist, der i sine romaner tog forskellige områder af det moderne liv under minutiøs bearbejdning med et skarpt blik for eksempelvis tekniske fremskridts betydning for det enkelte menneske og for samfundet.
Nævnes skal også Pontoppidans forhold til H.C. Andersen. Pontoppidans novelle ”Ørneflugt” fra 1899 er en omvending af motivet fra Andersens berømte eventyr ”Den grimme ælling” fra 1843. I Andersens eventyr bliver en lille svaneunge udruget i andegården og først udsat for latterliggørelse og spot – kun for senere at vokse sig skinnende smuk til ærgrelse og misundelse for dens tidligere mobbere. Hos Pontoppidan vokser ørnen Klavs også op blandt kaglende høns og skræppende ænder. Men da han en dag flyver efter en hunørn og senere vender hjem, bliver han skudt ned af avlskarlen, der tror, at han er vild og på jagt efter høns. Pontoppidans novelle slutter med ordene ”For det hjælper alligevel ikke, at man har ligget i et ørneæg, naar man er vokset op i andegaarden.” (”Ørneflugt”, s. 216). Naturligt nok er Pontoppidans novelle blevet læst op mod Andersens som et udtryk for deres forskellige opfattelser af betydningen af henholdsvis arv og miljø for individets dannelse. Hos Andersen kan svanen stadig stige op fra sit miljø til noget højere, mens ørnens vilde instinkt hos Pontoppidan er blevet kuet af andegården i en sådan grad, at Klavs nødvendigvis må lide døden, da han forsøger at vende tilbage til det hjem, han fejlagtigt havde troet, han havde en plads i.