Lykke-Per

Citat
”Han sprang overmodig op og trak en svær Magasin-Revolver frem af et Læderhylster, som han bar bagpaa under sin Jakke. Før Jakobe kunne forhindre det, havde han spændt Hanen. Med Udraabet: ’Nu skyder jeg det nye Aarhundrede ind!’ – sendte han et skud mod Krusifikset, der blev ramt i den ene Side, saa der røg nogle Træsplinter ud i Luften. I samme Øjeblik gik der som et Suk gennem Naturen. Nede fra Dalen lød et hult Drøn, der, alt mens det hurtigt steg i Styrke, kastedes frem og tilbage mellem Bjergvæggene som en langtrullende, underjordisk Torden. Per havde vendt sig. Han var et Nu ganske bleg.”


”Lykke-Per”, b. 1, s. 305.

Efter en række mindre og til dels skitseagtige romaner op igennem 1890’erne udgav Pontoppidan sit absolutte hovedværk Lykke-Per” mellem 1898 og 1906. Det er let at genkende forfatteren selv i hovedpersonen Per Sidenius, der bryder fri fra hjemmets kvælende kristendom og bruser mod et liv som selvbevidst og himmelstormende ingeniør med store planer. Men ”Lykke-Per” er meget mere end en løst funderet selvbiografi. Per Sidenius er et kraftfuldt billede på det moderne menneske, og hans kampe med sig selv og sine omgivelser spejler også hele den gryende modernitets problemer og muligheder.

I København bliver Per forlovet med rigmandsdatteren Jakobe Salomon, der som gunstigt parti kan sikre Per den fornødne finansiering til et storslået kanalprojekt, som skal binde de jyske købstæder sammen med oceanerne og den blomstrende verdenshandel.

22357409

Selvom Per således synes at have brudt fuldstændig med sit kristne ophav, drages han alligevel langsomt tilbage mod sit udgangspunkt, og da han vender hjem for at begrave sin mor, bliver han og tager ikke tilbage til København. Forlovelsen med Jakobe hæves, og Per gifter sig med præstedatteren Inger. Ringen synes sluttet, men heller ikke her finder Per ro. Han forlader kone og børn, og slår sig ned på den yderste kant af Jylland. Symbolsk ender ingeniøren som vejassistent i Agger. I stedet for at lave verden om, passer han den. Men hvad han har mistet udadtil, har han vundet indad. I romanens slutning skriver Per i sin dagbog: Ære være mine ungdoms store drømme! Så blev jeg dog en verdenserobrer alligevel! Hvert menneskes sjæl er et selvstændigt universum, hans død en verdensundergang i det små. (b. 2, s. 340).

Lykke-Pers historie er både konkret og symbolsk. Gennem den tegner Pontoppidan bevægelsen hos individet, landet og i det moderne gennembrud. Igennem Per Sidenius fremtræder især det modernes tvetydighed. Det moderne menneske er måske nok frigjort og rationelt, men viser sig hos Pontoppidan også at være bundet til sit ophav og forfalden til simpel overtro. Det er i den forbindelse sigende, at da Per i en nøglescene affyrer sin revolver mod et krucifiks med en Kristus-figur, farer han sammen ved lyden af skuddets ekko, der runger i bjergene som en hævnende Guds tordenkile.