Det var med ”Ann nella giungla” fra 1959 (”Anna i junglen”,1985), at Hugo Pratt tog skridtet og blev en selvstændig serieskaber. Serien er det første værk, som han både tegnede og skrev manuskript til. Handlingen udspilles i og omkring landsbyen Gombi dybt inde i det mørke Afrika i tiden umiddelbart inden Første Verdenskrig. Hovedpersonerne er den engelske pige Anna, som er vokset op i junglen med sin far, og Dan, der er søn af kongen af Bogardiet, og som er taget til Afrika for at tage på safari. Sammen kommer de to børn ud for en række utrolige eventyr, der dels er inspireret af Pratts egne ungdomsår i Afrika og dels af bøger som Henry Rider Haggards ”Kong Salomons miner” og Pierre Benoits ”L'Atlantide”. Anna og Dan er for eksempel med til at bekæmpe brutale slavehandlere, finde den sagnomspundne elefantkirkegård og besøge Amon Ras forsvundne by.
”Ann nella giungla” er en decideret eventyrserie, der ikke har ambitioner om andet end at fortælle en underholdende historie. Pratt viser dog, at han allerede i sin første serie er i besiddelse af en fremragende sans for at levere stemningsmættede og levende miljøbeskrivelser. Som fortællingen skrider frem, skaber Pratt en yderst troværdig lille koloniverden befolket af soldater, stammehøvdinge og europæiske eventyrere. Han formår at give hver eneste af disse bipersoner sine egne særpræg og psykologiske kendetegn, og på den måde ophøjes de fra at være ligegyldige statister til vigtige aktører i historiernes videre udvikling.
Man kan i ”Ann nella giungla” desuden også ane de første konturer til serien om Corto Maltese. På mange måder er den irske sømand Tipperary O'Hara et forstudie til den maltesiske lykkeridder. Ligesom Corto er han handlekraftig, ironisk og lidt af et mysterium, og de deler også visse fysiske ligheder. Tipperary kommer aldrig til at spille andet end en stor birolle i serien, men det er stadig i ham, at man finder kimen til Pratts vigtigste skabelse.
Derudover går en række andre personer fra ”Ann nella giungla” også igen i andre af Pratts beretninger. I ”Ørkenens skorpioner” støder man for eksempel igen på løjtnant Tenton, der dog på dette tidspunkt har fået rang af oberstløjtnant og er blevet en del mere moden og selvsikker.