Jesuit Joe

Hugo Pratts ”Jesuit Joe” fra 1980 (”Jesuit Joe”, 2006) er beretningen om en gådefuld halvblodsindianer, der iklædt det beredne politis blodrøde uniform drager gennem Canadas barske ødemark. Rejsen er tilsyneladende uden formål, men på sin vandring redder Jesuit Joe både et kidnappet barn og dræber en flok banditter. Derudover befrier han også en flok forbrydere, piner en præst og skalperer såvel indianere som hvide. Læseren får aldrig at vide, om den lakoniske og uforudsigelige figur er en helt eller en skurk. Det står dog lysende klart, at den brutale Jesuit Joe er en mand, der kun følger sine egne regler.

26208599

Oprindeligt var det meningen, at hovedpersonen i ”Jesuit Joe” skulle have heddet Jesus Joe. Hugo Pratt valgte dog i sidste øjeblik at ændre navnet for ikke at komme på kollisionskurs med den katolske kirke. Som det originale navn antyder,  beskæftiger historien sig med kristendommens mest centrale skikkelse. Den fåmælte og morderiske Jesuit Joe bliver i løbet af fortællingen opstillet som et regulært modbillede til den traditionelle fremstilling af Jesus. Flere af Jesuit Joes handlinger er faktisk paralleller til Jesus' gerninger som fortalt i bibelen. Kernen i modsætningsforholdet er de midler, som han tager i brug for at nå sine mål. Hvor Jesus repræsenterer tilgivelse og næstekærlighed, er Jesuit Joe en hadets og dødens budbringer. Han befinder sig i et mentalt ingenmandsland, hvor hverken de ti bud eller civilisationens gængse moralbegreber har nogen betydning. I stedet lader han sin udtryksform være rå vold, og hans handlinger styres tilsyneladende af pludselige indskydelser. Med ”Jesuit Joe” forsøger Pratt at ryste vores fasttømrede opfattelse af, hvordan vores verden hænger sammen ved at placere Jesus overfor sit diametrale modbillede i Jesuit Joe.

Tegneteknisk er ”Jesuit Joe” en stilistisk kraftpræstation fra Pratts side. Fortællingen er spækket med poetiske og stemningsskabende billeder af de canadiske skove. Med denne fortælling går han desuden længere end i nogen af de tidligere værker i at bruge sin karakteristiske ordløse fortælleteknik, da lange afsnit af handlingen vises uden nogen form for dialog eller forklarende tekst.