Det sidste bind i serien om den rastløse lykkeridder Corto Maltese er ”Mu” fra 1992 (”Mu”, 2008), færdiggjort tre år før Hugo Pratts død. Corto og hans mørke alter ego Rasputin er sammen med en række bifigurer fra de tidligere historier ved hjælp af et gammelt søkort taget på jagt efter en ø i Stillehavet, som skal føre dem til det forsvundne rige Mu (eller Atlantis), som skulle være sunket i havet engang i tidernes morgen. Håbet er at finde nogle af de skatte, som den fortabte civilisation skulle have besiddet, men også at få muligheden for at løse gåden om, hvorfor øen sank til at begynde med. Undervejs i skattejagten bliver et kvindeligt medlem af gruppen kidnappet af en gruppe indfødte indianere, og snart er der mest af alt tale om en redningsaktion. For at redde pigen må Corto stige ned i en mystisk labyrint og gennemføre en række prøvelser, som bringer ham ansigt til ansigt med farer, mystiske folkeslag og sære drømmesyner. På den anden side af labyrinten venter der ham en fantastisk verden befolket af amazoner, vilde stammekrigere og glemte vikinger.
I ”Mu” leger Pratt både med det mytiske og fantastiske. Ved at henlægge handlingen til det sagnomspundne rige Mu lader han sin mest berømte karakter, Corto Maltese, komme ansigt til ansigt med eventyrernes hellige gral i jagten på svaret om, hvilke hemmeligheder det gådefulde kontinent gemmer på. Historien er dog langt fra en lineær skattejagt af den klassiske slags. Undervejs i Cortos kamp for at trænge gennem labyrinten, der beskytter Mu fra nysgerrige tilrejsende, begynder grænsen mellem drøm og virkelighed langsomt at blive udvisket. Som læser bliver man hurtigt i tvivl om, hvad der er handling, og hvad der er hallucinationer, der udspiller sig i malteserens hoved. Pratt har anstrengt sig for at give historien en surrealistisk og lettere syret stemning, og ved at eksperimentere med at blande virkelighed med drøm understreger han, hvor meget tegneseriemediet har at byde på som seriøs kunstart.