Merete Pryds Helle placerede sig i 1990’erne som en del af en ny generation på det litterære danmarkskort. Hun har et tydeligt slægtskab med forfattere som Solvej Balle, Christina Hesselholdt, Helle Helle og Kirsten Hammann, som er fælles om en sproglig følsomhed, der kommer til udtryk i genreudforskende tekster.
Helt centralt hos denne generation af kvinder står netop frygtløsheden over for faste genreregler. Ved at overskride læserens indlærte forventninger til litteraturen tematiserer de sprogets begrænsning over for erindring, virkelighed, selvindsigt og meget andet. Flere af forfatterne lader den traditionelle romanform bryde sammen til fordel for fortællinger, der kun antydes punktvis. Derfor stilles der høje krav til enhver læser, for det bliver ofte læserens opgave selv at tænke brudstykkerne sammen til en fortælling. Men hvis man går med på præmissen, venter der store oplevelser.
Pryds Helle peger selv på Thomas Manns ”Josef og hans brødre” og Agatha Christie, som de vigtigste inspirationer til sin litterære produktion. (Merete Pryds Helle: Helte og heltinder er svære at udpege. Information, 2008-10-24).
Af forfattere, der også har skrevet sms-litteratur, kan nævnes Jan Sonnergaard, Jesper Wung-Sung, Jens Blendstrup og Ida Holst.
Romanen ”Folkets skønhed” ligner med sin hjemstavnsbundne skildring Ida Jessens ”En ny tid” (2015), hvor samfundsforandringerne i Thyregod er ramme for friskolelærerinde Bagges personlige udvikling.
Med sin roman ”Nora” skriver Merete Pryds Helle sig helt op i armhulerne af den norske dramatiker Henrik Ibsen og hans mesterværk ”Et dukkehjem”. ”Nora” kiler sig ind i dramaet som et forlæg, et slags kapitel 0, og det er både fandenivoldsk og ærbødigt, som Pryds Helle går til Ibsen. Dialogen mellem de to værker er endog meget tæt, da karakterer, hændelser og sætninger går igen i Helles værk.
”Den Store Åbning” har en interesse for universet, sorte huller og livet før os. Den interesse deler professor Gunn Haven i Dorthe Nors’ roman ”Spænd” (2025), hvor hun forsker i gammaglimt og det tidligste univers og føler sig holdt fast på jorden af stjernerne på himlen. Også den fraværende far Michael i Christina Englunds ”Den sidste sol” (2024) deler interessen, da han forsker i sorte huller og selv efterlader sig et opslugende hul i sin lille familie.