Folkets skønhed

Citat
”Marie elskede lyden af stemplet og de firkantede papirstykker, der blev trykket ud. Der var sådan en behagelig orden i det. Hun var en del af fremskridtet med maskiner og produktion, som hendes far hyldede, og han havde skrevet til hende, at også hun nu var en del af folkets skønhed.”
”Folkets skønhed”, s. 256.

Med udgangspunkt i sin egen slægts historie udgav Merete Pryds Helle i 2016 romanen ”Folkets skønhed”, der følger pigen Marie, fra hun som lille pige vokser op på en fattig bondegård på Langeland, til hun som voksen bor i eget parcelhus. Maries opvækst blandt en støt voksende søskendeflok, med en skrap og overvægtig mor og en tvær far, der arbejder som taglægger, er præget af løstsiddende lussinger, seksuelle overgreb og et protestantisk miljø, hvor dovenskab er den værste synd. Som en arbejdsbi knokler Marie derfor først derhjemme og siden i huset hos frøken Videbæk, der har gravide piger boende. 

I sine ungdomsår møder Marie Otto med de blå øjne, og de flytter til København, hvor han studerer til ingeniør, og hun arbejder på telefonfabrik. Da han er færdiguddannet, flytter de i hus i et nybyggerkvarter i Værløse, hvor den lidt ensomme Marie går hjemme med deres to døtre og ser livet udspille sig udenfor vinduet, på den anden side af hækken. 

52426251

De mange karakterer og det lange tidsperspektiv gør romanen til et portræt af en hel slægt og af den samfundsmæssige udvikling i Danmark fra 1930’erne til 1970’erne, hvor bevægelsen fra land til by er central: fra små kår på landet til teknologisk udvikling i byerne og slutteligt opfyldelse af parcelhusdrømmen.

Romanens mange detaljerede beskrivelser skaber en tidslig eksakthed: i begyndelsen den første elektricitet, de tunge dyner, slæbesilden og den høje børnedødelighed; senere storbyens fristelser og parcelhusets svøbe og stikvejens uendelighed. Romanens dramatiske højdepunkter knytter sig til dagliglivet, og som sådan er ”Folkets skønhed” en hyldest til husmoderen, der holder sammen på familien og samfundet. Det er også en skildring af ægteskab, kønsroller, magtstrukturer, børneopdragelse, skyld, skam og tabuer; af kærlighed i form af lussinger og usagte ord og af samfundets udstødte og tilværelsens snævre rammer.

Merete Pryds Helle beskriver i kapitlet ”Selvsyn”, hvordan romanen ikke er et direkte billede af hendes slægt, men et sammenkog af erindringer og historier fra hendes familie. Spørgsmålet om, hvad og hvordan vi erindrer, runger dog længe efter, at denne sansemættede og historisk dramatiske roman er lukket.