Interessen for sproget findes også i romanen “Vandpest” fra 1993, som gav Merete Pryds Helle sit gennembrud. “Vandpest” er en usædvanlig bog. Den begynder med en række erindringsglimt fra bogens fem personer – Beatrice, Malcolm, Mikael, Agnes og Kate. Den fragmenterede stil fortsætter i en desorienterende fortælling om Beatrice og hendes mand Malcolms forhold samt den ballonfærd, de drager ud på. Ballonen fører dem til et landskab, der er løbet løbsk og hele tiden forandrer sig og skifter klima og bevoksning. Her bor parret Agnes og Mikael isoleret med deres ikke helt almindelige datter Kate. Beatrice og Malcolm forsøger at hjælpe familien ud af deres situation, men det afgørende opbrud fra det ukontrollerbare landskab kommer fra en uventet front, og ingen af de fem er tilsyneladende helt i stand til at finde tilbage til, hvor de kom fra.
21900249
Vandpest er en vandplante, der breder sig med voldsom hast og efterlader tilstoppede vandløb og søer. Den forklaring står uden på bogen i form af et citat fra et gammelt leksikon. Og det er ikke det eneste citat. Gennem den opbrudte fortælling præsenteres små citater fra forskellige naturvidenskabelige værker – ofte med mange år på bagen – i bogens margener. De står ikke i nogen direkte relation til de tekststykker, der former handlingen, de fungerer snarere som en slags kommentar til fiktionsteksten.
De mange detaljer indbyder læseren til selv at lege med og finde forbindelserne mellem sprogets bogstavelige og overførte betydninger. Det åbne billedsprog og metaforikken har gjort, at “Vandpest” blandt andet er blevet læst som en øko-thriller, hvor naturen endelig gør oprør mod menneskets misbrug. Men det foranderlige landskab og den utøjlelige vandplante kan også læses som metaforer for selve sprogets flygtighed og elasticitet overfor en verden, der i sin essens undviger netop sproget.
“Vandpest” tilbyder ingen svar, men ansporer i stedet læseren til at stille flere spørgsmål på sin vej gennem den tætte skov af betydninger, der er foranderlige – som landskabet.