– tror du, bjerge er engle, der har afleveret deres budskab og så er stivnet? hørte hun Anna spørge.”
Romanen “Men Jorden står til evig tid” fra 1996 er en selvstændig fortsættelse af “Vandpest”. Hovedpersonen Iris er datter af Beatrice, som var den centrale karakter i “Vandpest”. Iris forsøger at frigøre sig fra sin sorgramte moder efter faderens død. Iris har en smuk sangstemme, og hun forelsker sig i sin sanglærer Thomas. Det gør hendes veninde Anna imidlertid også, og romanen ender dramatisk med jalousi, hævn, selvmord og sindssyge.
21514136
“Men Jorden står til evig tid” er en uhyre kompleks roman. Merete Pryds Helles fascination af naturvidenskabens historie er også tydelig her, men flere lag er kommet til. Romanen er delt op i en række mindre tekststykker, der deler og blander sig i fire parallelle tråde: En følger Iris’ udviklingsforløb, mens to tråde er sansemættede registreringer, det ene om byens univers, det vil sige kulturen, det andet om landskabet, naturen. Her har tonen ofte et videnskabeligt tilsnit, blandt andet finder man præcise beskrivelser af parasitter, vandinsekter og meget andet. Den fjerde tråd er engletråden: Her fortæller Pryds Helle om englenes herkomst og opgaver i den menneskelige verden.
Der findes tilsyneladende en engel for hver ting i livet, som ligger uden for menneskets kontrol: angsten, regnvejret, fremtiden etc. Dermed kommer englenes indskud i bogen til at fungere som symboler for de vilkår, vi alle er underlagt. På englenes gebet kan hverken naturvidenskaben eller kulturens hjælpemidler stille meget op – og på en sær måde er englenes forskellige riger netop det, der forener os som mennesker. På trods af, at Iris i romanen køber bunkevis af elektriske køkkenmaskiner, så hjælper det ikke, når angsten og jalousien melder sig.
Og det er de ting, vi ikke fuldt ud behersker, der gør, at vi fastholdes i vores mellemposition mellem naturlige, lidenskabelige dyr og tænkende, kulturbestemte mennesker. Titlen forsøger måske at sige det mere præcist; at der altid er noget, der forener og rækker ud over mennesket: “Men jorden står til evig tid”. Men igen: Her gives ingen svar, og læseren må selv stille spørgsmålene.