Oh, Romeo

Citat
”“Han siger, at det er svært at lyve. Jeg siger: jeg er ikke et uhyre, folk plejer at kunne lide mig.
Han siger, lide dig jo, de vil kunne lide dig, men de vil i dig se dem, der afskyr os, og som de også afskyr. Det er samfundets maske, der bliver sat på den enkelte.
Jeg siger: Kærligheden overvinder.”
“Oh, Romeo”, side 88.

“For never was a story of more woe than this of Juliet and her Romeo”. Sådan slutter Shakespeare sin tragedie om Romeo og Julie, og citatet behøver kun let støven af for igen at afsløre sin tårepirrende tyngde. Og støver af, det gør Merete Pryds Helle i sin romanversion af tragedien, “Oh, Romeo” fra 2006. 

Romeo er flygtet med sin familie fra Iran; med sår på sjælen kører han taxa, bor i Sydhavnen, hænger ud med drengene og drømmer om at blive læge. Sin Julie har han endnu ikke mødt, hun arbejder på en ph.d. i retsmedicin – om hvordan slag skader kranier – og forsøger at håndtere sin ensomhed, mens hun stirrer ud over St. Hans Torv fra sin balkon. Vi ved, at disse to ’starcrossed lovers’ vil mødes; spørgsmålet er, om fjendskab kan begraves af kærlighed, eller om blod er tykkere end vand. 

26486025

Fjendskabet, der truer de elskende, er hentet i nutiden: Julie er datter af borgmesterkandidaten fra Dansk Flagparti, hvis liv lukker sig, som et pindsvin, om det han kender – han kan ikke lide de fremmede. Det samme gælder Julies bror Tybalt, som slet og ret er racist. I Romeos familie er det ikke bedre, også her holder man sig til sine egne. Man skulle håbe, at en sag er 1600-tallets Verona, en anden er København anno 2005. Men sådan er det ikke. Trods den hypermoderne virkelighed med iPods, blogs og sms’er viser Pryds Helle, at blindt fjendskab er arkaisk, og at blodige traditioner stadig kan undertvinge kærligheden. Og ganske fint pointerer hun fjendskabets kunstighed: Både Julies og Romeos fædre dyrker deres akvarier med identisk omhu – det lukkede rum skaber tryghed, og dette behov er vi fælles om.

I “Oh, Romeo” har Pryds Helle mere held med det politiske stof end i forgængeren, “Det glade vanvid”. Prosaen er fintfølende, og gennem den stramme tekst løber præcise metaforer for grundkonflikten i forholdet mellem flydende stof og dets grænser; broer, der slås op, kranier, hvis grænser er brudt i døden og akvariernes inddæmmede, kontrollerede miljø. Det er menneskets tragedie endnu engang, da Romeo og Julie endelig forenes, og det lykkes suverænt for Pryds Helle at holde balancen i intolerancens ødemark. Hun minder om, at vi burde elske mere og viser, hvordan kulturen er en altfortærende maskine, der binder os til dem, vi er født ligesom, mens kærligheden har evnen til at sætte os fri.