Det er sjældent, at danske forfattere vælger at lade handlingen i deres romaner foregå i udlandet og benytte udenlandske hovedpersoner. Det er imidlertid lige præcis det, Thomas Qvortrup gør i sine to romaner. Det er stadig hvide mænd, der er hovedpersonerne, men de er fra henholdsvis Australien og USA.
“Tæt på paradis” kan minde om Alex Garlands “Stranden”, som også handler om unge mennesker i et tropeparadis, hvor alt ikke er helt så idyllisk, som det kan se ud. Thomas Qvortrup peger på det lukkede og ritualprægede fællesskab som et andet lighedspunkt, men mener alligevel, at romanerne har meget forskellige udgangspunkter.
Hovedpersonen i Bret Easton Ellis' omdiskuterede roman “American Psycho” kan minde om Aaron i “Tæt på paradis”. Thomas Qvortrup har da også indlagt en direkte reference til “American Psycho”: Aaron kan godt lide noget toiletgraffiti, som lyder “Support your local Patrick Bateman”. Om denne sammenligning siger Thomas Qvortrup: “Det er da muligt, at Aaron fra “Tæt på Paradis” og Patrick Bateman fra “American Psycho” kunne tale sammen om visse ting, men i virkeligheden har Aaron ikke meget til overs for Patrick Bateman. Som han siger et sted i bogen, “så kræver det ikke noget bare at være vanvittig”. Med det mener Aaron, at Bateman dræber helt tilfældigt, mens han selv har et mål – et højere mål – med det, han gør. Men igen. Der er masser af sex, stoffer og vold. Men sådan er verden vist også” (interview på Litteratursiden).
Sammenligningen med “American Psycko” ligger dog helt lige for, når man ser på Thomas Qvortrups anden roman “Delveccios dom”. Begge romaner handler om en amerikansk, rig, yuppieagtig og på alle måder succesfuld mand i 30’erne, som i det skjulte går amok og slagter mennesker. Patrick Batemans vanvid er dog mere eksplosivt, og hans nedslagtninger er så ekstreme, at omverdenen ikke tænker på at anklage ham. Jeff Delveccio mister tilsyneladende også sin forstand, men her er det mere underspillet, og han må kæmpe for ikke at blive opdaget.
Thomas Qvortrup benytter også en række filmiske referencer i sine bøger, som for eksempel når Jeff Delveccio tænker på filmene “Seven” og “The Usual Suspects”. Qvortrup indrømmer da også, at han ikke læser mange bøger, men henter sin inspiration fra tv og film. Det smitter af på skrivestilen, siger han: “Jeg er ikke videre lyrisk. Sådan er verden ikke. Man går jo ikke og siger, at ihh, hvor er jeg forelsket ... Jeg har forsøgt at skrive så virkelighedstro og tæt på som overhovedet muligt” (interview på Litteratursiden).