“Hun følte barselssengen ubehagelig og ensom. Udflåd strømmede af hende med en egen sær stank, det revnede skød satte væskende sår. Med munden takkede hun Guds moder for livet, men bønnen nåede ikke hendes sind. Hun kunne end ikke finde afløb for vrede og bitterhed, men var blot grebet af en underlig, grå tristhed, der lod hende henligge ligegyldig og mat. Brysterne var bundet op, så diemælken ikke løb, men satte bylder og sår, der gjorde pinende ondt.”
Hanne Reintoft, døbt Hanne Beha Erichsen (1934), voksede op på Østerbro i København som datter af en dyrlæge. Hendes bror er forfatteren og sømanden Troels Kløvedal. Hun blev student fra Sortedam Gymnasium i 1952, og blev i første omgang bogholder i 1955, før hun uddannede sig til socialrådgiver i 1957. Hanne Reintofts karriere har været præget af et stærkt socialt engagement, hvor hun har været talerør for de mest belastede borgere i samfundet, og hun har fulgt udviklingen i dansk sociallovgivning med en kritisk stemme. Det har indbragt hende en lang række anerkendelser og udmærkelser, blandt andet LOs Kulturpris og Cavlingprisen i 1983 og Dansk Kvindesamfunds Mathilde-pris i 2001. Før hun indledte sit skønlitterære forfatterskab i 2000, havde hun en lang og varieret karriere bag sig som socialrådgiver og som forfatter til en række samfundskritiske bøger om socialpolitik og familie- og kvindespørgsmål. Hun har været folketingsmedlem for både SF, Venstresocialisterne og Kommunistpartiet, medlem af Etisk Råd, og endelig har hun været brevkasseredaktør først på DR's “Hvad er min ret og hvad er min pligt” og siden i Ugebladet Søndag.
Hanne Reintoft har igennem sin karriere haft et stærkt kvindepolitisk engagement. Hun var ansat i Mødrehjælpen i 1958-61, og senere var hun med til at stifte Mødrehjælpen af 1983, hvor hun blev direktør. Springet til at skrive historiske romaner tog hun, ifølge hende selv, fordi vi lever i en historieløs tid, og det er væsentligt at kende sin nationale identitet. Hun har interesseret sig for historie hele sit liv, men hun har i interviews fortalt, at hun alligevel har researchet grundigt til hver roman. Hun har også fortalt, at den samtidige socialrealisme, som ellers ville være en meget nærliggende genre for hende at skrive i, “hænger folk ud af halsen”, men ved at gå tilbage i historien vil der skabes en større læserinteresse i de sociale spørgsmål.