Hanne Reintofts “Last og brast” (2006) er skrevet i forlængelse af romanen “Hjertebånd”. Vi skriver nu 1710, og Danmark må efter den uendeligt langvarende krig opgive at vinde Skåne tilbage. Fortællingen følger de fire krigskammerater, Rasmus, Malte, Matthias og Hans, der vender hjem til Danmark fra slaget. På hjemrejsen lover de, at de vil stå hinanden “Last og brast” resten af livet, præcis som de har gjort det under krigen. Men hvor de under krigen har været ligestillede, så er de hjemme i Danmark igen fra vidt forskellige sociale ophav, og det kommer til at påvirke og afprøve deres venskab: Rasmus er bonde, Malte præst, Matthias har et trykkeri, og Hans er jurist og bliver oven i købet gift med en adelig frøken, der karakteristisk for sin tid, er meget bevidst om klasseskel.
26400430
De fire venners verdenssyn og daglige problemer er derfor vidt forskellige. Mens Rasmus slider i hoverimarken med sin kone Gjeske og deres børn og er optaget af bøndernes kår og af kampen mod det nyindførte stavnsbånd, er Matthias opslugt af oplysningstidens litteratur især fra Frankrig, som han får trykt på dansk. Malte har nok at gøre som sjælesørger og enlig forsørger til tre piger, og Hans kæmper for at hemmeligholde, at han har gjort en jødisk tjenestepige fra de usleste kår gravid. Hvis det bliver afsløret, risikerer han nemlig at miste både sin anseelse og sin position. Det er især svært for Hans at sætte sig ind i Rasmus’ trængsler, og hans arrogante syn på de lavere socialklasser kommer til udtryk i hans usympatiske og kyniske behandling af den jødiske tjenestepige.
Forholdet mellem Rasmus og Hans afspejler bogens vigtigste tema, som er overklassens udbytning og undertrykkelse af de lavere sociale klasser fra tjenestefolk til bønder. Det tema får et internationalt perspektiv, da Maltes søn rejser af sted til den danske koloni Sankt Croix for at omvende slaverne til kristendommen. Malte rejser derned for at besøge ham, og her ser han, hvor brutalt og umenneskeligt den hvide overklasse behandler slaverne. Han skriver om det i sine dagbøger, som Matthias senere trykker. Men det vækker hverken interesse eller harme i den danske befolkning. Fortællingens syn på begivenhederne præges dog af et håb om, at alle mennesker en dag bliver lige og frie.