I 2004 skrev Vagn Remme sammen med forfatterkollegaen Sternberg værket “Blidahlund” . Det er en moderne tragedie, der blev skrevet og opført i forbindelse med en poesi- og performancerække i Kanonhallen på Østerbro i København. Værkets form følger alle de klassiske regler: 5 akter omkranset af en prolog og en epilog. Desuden et kor, der som en udenforstående instans kommer med varsler og kommenterer til tragediens handling. Korstemmen blev ved den oprindelige opførelse varetaget af publikum.
Tragedien handler om et par, der står foran den store glæde ved og forventning til fødslen af deres første barn. Men allerede fra starten bliver man som læser klar over, at der er noget galt. Og da barnet kommer, viser det sig, at det er dødeligt sygt; det har en deform ryg, hjertefejl og er født uden et spiserør. Barnet er med andre ord fra fødslen af dømt til døden, men den moderne lægevidenskab – der i tragedien inkarneres af Lægen Lars – formår at redde barnet med hjælp af alskens slanger og maskineri. Men hvilket liv er det redningen af barnet fører til? Og fastholder den moderne lægevidenskab i virkeligheden barnet i en skindød tilværelse, der langsomt begynder at dræne kærligheden og livet i manden og kvindens parforhold? Det er sådanne problemstillinger tragedien sætter i scene, og overordnet set kan man sige, at den i forlængelse af dette debatterer det moralske og aktuelle dilemma omkring aktiv dødshjælp.
25540646
Tragedien ender nemlig med at parret aktivt tager livet af barnet, en handling som med korets kommentarer fremstår som en rigtig og nødvendig handling for at forsvare parrets eget liv og komme videre: “Der er intet liv/ der er intet håb/ giv intetheden/ hvad intet er/ barnet lever ikke/ lad manden og kvinden leve/ det er det der er meningen” (side 52).
At værkets form så udpræget mimer den klassiske tragedie vidner om den interesse for og leg med et arkaisk sprog fuld af mystik, varsler og en mulig oprindelighed, som Vagn Remme udfolder i sine bøger. Og i “Blidahlund” blandes således den klassiske tragedie – hvor personerne indtager en allegorisk position og fremstår som arketyper (Manden, Kvinden, Barnet), der sættes ind i diskussionen af et abstrakt moralsk dilemma – med en skrivestil, der fremskriver figurernes indre mentale universer ved hjælp af en moderne stream of conciousness-teknik.