I Roslund & Hellströms debutroman “Odjuret” fra 2004 (“Udyret”, 2005) bliver vi introduceret til den gennemgående hovedperson i romanerne, kriminalkommissær Ewert Grens, der har hang til evergreens af Siw Malmquist. Ewert Grens er lige præcis som en kriminalkommissær skal være, mærket på krop af sjæl af halvtreds, tres år i livet og vel en tredive år i korpset. Han er kontrær, i opposition til sine overordnede, isoleret fra de fleste af sine kolleger, men en satans god efterforsker.
Volden, vanviddet og døden leveres af titelpersonen Udyret, som voldtager og dræber små piger, samt af nogle indsatte i et fængsel, som straffer ’voldbollere’, deres navn for sexforbrydere.
25627946
Udyret undslipper og dræber endnu en pige. Pigens far kommer Grens i forkøbet, skyder udyret med en jagtriffel, bliver fængslet og ved en fejl taget for en sexforbryder og sprættet op af en medfange. Der bliver dvælet ved volden og overgrebene, og hadet suser i de indre monologer og dialoger både blandt politifolk og forbrydere. “Kan det ondeste onde – som for eksempel voldtægt, tortur og mord på små børn – nogensinde forstås til bunds, endsige tilgives med tolerance?
Dette er kernen i ret mange krimier. Dog bedst behandlet, når temaet artikuleres af forfattere som Graham Greene, Friedrich Dürrenmatt og Thomas Harris, skribenter, som forsøger dialektisk at forstå ondskab som andet og mere end metafysikkens mørkemand fra det ydre rum, der umotiveret bruger jorden som base. Altså ikke blot leverer en sort masse om det grusomme mellem himmel og jord, tilsat en ode til gode mænd, som ser rødt og tager døden i egen hånd. En sådan diskuterende refleksion er der meget lidt af i Anders Roslund og Börge Hellströms “Udyret””, skrev Bo Tao Michaëlis i sin anmeldelse i Politiken (Bo Tao Michaëlis: Det ondeste onde. Anmeldelse i Politiken, 2005-01-29).
Michaëlis var i den danske jury, da Glasnøglen, prisen for årets krimi i Norden, skulle uddeles. Den gik til Roslund & Hellström for “Udyret”, men selvsagt ikke med Michaëlis samtykke.