Astrid Saalbach debuterede i 1981 med et radiospil og skrev de følgende år udelukkende dramatik. Hendes prosadebut blev novellesamlingen “Månens ansigt” , som udkom i 1985. Der er snarere tale om minimalistiske noveller med antydede stemningsbeskrivelser end klassiske noveller, der opfylder et krav om en form for orden. I Saalbachs fortællinger er der ikke så mange store begivenheder, som der er detaljer, iagttagelser og symbolik. De 12 hyperregistrerende fortællinger i “Månens ansigt” indfanger alle den lille hændelse, der på den ene eller den anden måde påvirker eller forandrer iagttageren.
Som manden i novellen “Den hvide hund”, der fyldes af begær, da han en regnfuld dag gennem stuevinduet betragter en dreng terrorisere sin parringslystne hundehvalp. Eller det kan være den konkrete postej, den sidste ret i kummefryseren fra den nylig afdøde mor, der på de efterladte børns middagstallerkener antager symbolsk karakter af den efterladtes krop. Postejspisningen som en slags kannibalistisk ritual og endegyldig afskedsstund, der nøje overvåges af den sørgende far. Som det hedder i novellen “Kødet”: “Bente stirrede på kødet på sin tallerken. Hun kunne umuligt spise én mundfuld til. Hun følte sig som kannibal, men han overvågede dem, holdt øje med at de spiste op, ikke levnede noget (...) Helene så på sin ven, der spiste med stor appetit. Grådigt, synes hun pludselig. Postejen voksede i munden på hende. Jo mere hun tyggede, jo mere voksede den. Hun overvejede at spytte ud, når ingen så det, og give det til hunden, der sad ved hendes fødder, men hun kunne ikke eller turde ikke. Det ville være blasfemi” (s. 33).
25596978
Tematisk kredser novellesamlingen om en næsten umærkelig forandring. Man opdager dårligt nok, når det sker. Nogen eller noget er trængt ind og har forandret livet eller ens måde at anskue tilværelsen på. Det kan være en sorg, et overgreb, en uforklarlig angst eller kærlighed. Men i fortællingens form kan disse umærkelige skift og små impulser fastholdes. Og netop sådan – som sarte undersøgelser af “øjeblikke” – udformer Astrid Saalbachs prosadebut sig.
Det er karakteristisk for Astrid Saalbachs prosa, at den psykologiske og fysiske virkelighed får lige megen magt. For Saalbachs følsomme figurer er den psykologiske virkelighed lige så nærværende som den konkrete. Fugtskjolden i loftet forandrer sig ved indsovningen til en truende edderkop, træernes skygger ligner i nattemørket blodspor på vejen, en postej opleves næsten som del af den afdøde mors kød for de sørgende. Ligesom de tilbagevendende dyk ned i en altid nærværende erindringsstrøm optræder disse korte rædselsglimt som nødvendige stadier på vejen til noget andet og forandret.