Verdens ende

Citat
“Pigen 4: Vi klager ikke. Uden os kan de ikke lave det perfekte menneske. Vi er stadier på vej, nødvendige erfaringer. En dag vil det lykkes, siger de. Om ikke særlig længe. Så vil hun komme til verden, det er alle vores lidelser værd.
Xenia: Stakkels hende.”
“Verdens ende”, s. 63.

Skuespillet “Verdens ende” fra 2003 er et godt eksempel på Saalbachs dramatik. I sine skuespil fastholder forfatteren dramaet som et medium for eksistentielle overvejelser samtidig med, at hun stiller skarpt på nogle af de ømtålelige punkter i samtiden.

I stykket er stewardessen Xenia netop landet efter en lang og hård rejse. På vej hjem farer hovedpersonen vild, og både landskabet og de mennesker, hun møder, virker fremmede på hende. Ved stykkets begyndelse befinder vi os tilsyneladende i en genkendelig virkelighed, men Saalbachs univers er dog langt fra almindeligt. Stykket tager hurtigt en mere surrealistisk drejning. Xenia møder en mærkelig ung kvinde, som foreslår hende en særpræget byttehandel: Xenia får hendes barn, mens den unge kvinde får Xenias kuffert. Siden forelsker Xenia sig i en mand med en speciel skæbne, og hun støder også på flere unge kvinder med sære egenskaber og skavanker.

24955176

Hun er kommet til et besynderligt sted, som er lige så fremmed, som hvis hun var havnet på en fjern planet. Hovedpersonen udtrykker denne følelse af at alt, hun tidligere har kendt ikke længere er gældende, med følgende ord: “Jeg forstår ikke... hvordan kan det ske? Hvordan kan alt man kender forsvinde, som om det aldrig har eksisteret?”. Her markeres et af stykkets temaer: Det moderne menneskes forsøg på at finde fodfæste i en verden, der bliver stadig mere fremmed. I Saalbachs stykke er både hovedpersonen Xenia og verden uden for hende i forandring.

Det mærkelige sted, hovedpersonen er kommet til, er blandt andet kendetegnet ved, at næsten ens piger bliver ved med at dukke op. De unge kvinder er kopier af hinanden bortset fra, at de alle er født med hver deres misdannelser. En pige har fire ben, en har ingen øjne, og en har ingen hud og må derfor tilbringe livet i vand. Pigerne er alle stadier på vej mod det perfekte menneske, som skal afløse de nuværende enestående mennesker, forklarer en af de piger, som hovedpersonen møder på sin vej. Hovedpersonen støder ligeledes på ældre mennesker, der gør alt for at fastholde ungdommen og forhindre enhver ældning. Saalbachs stykke indeholder hermed også en samtidskritik af en inhuman ensliggørelse af mennesket og en overdreven fokus på det perfekte og ungdommelige.

“Verdens ende” blev sat op på Husets Teater i 2003, og i 2004 fik Astrid Saalbach Nordisk Dramatikerpris for stykket.