Morten Sabroes forbilleder er ikke særligt danske. Indflydelsen fra Hunter S. Thompson er tydelig i den sproglige vildskab, men Sabroe nævner også Knut Hamsun, Herman Hesse, Jack Kerouac og Ernest Hemingway som inspirationskilder. Det maskuline overkill, der præger flere romaner, kan sagtens sammenlignes med Hemingways mandhaftige tag på sagerne.
Hvis man blev grebet af den morsomt dystre virkelighedssatire, som blandt andet udfoldes i “Hoffmans”, bør man ikke gå glip af franske Michel Houellebecqs skarpe og næsten usmagelige samtidsdystopier. Houellebecq har delt vandene – det gør Sabroe også ind i mellem.
I erindringsstykkerne “Du som er i himlen” og “Fader Vor” skriver Sabroe sig imidlertid ind i en blødere og blødende trend, nemlig mandens opgør med forældrene. Det hvæsende væsen, der dør i Knud Romers “Den der blinker er bange for døden”, er et andet moderbillede, som der skal kæmpes bravt for at undslippe.
Sabroes selvbiografiske bøger kan sammenlignes med Ib Michaels erindringsbøger, f.eks. Vanillepigetrilogien. Der kan også drages paralleller til Jørgen Leths erindringsbøger, f.eks. “Det uperfekte menneske”. Sabroe adskiller sig dog i sin stil fra dem begge. Leths spørgsmål om f.eks. faderrollen er generelt på et mere æstetisk plan, mens Michaels sproglige stil er mere poetisk og fabulerende end Sabroes realistiske (journalistiske) stil. Selvom Sabroe, ligesom Michael og Leth, blander fiktion og fakta, er granskelsen af selvet forankret i en søgen efter at komme til bunds snarere end at iscenesætte eller sætte fokus på den sproglige indpakning.