Morten Sabroe prøvede ved flere lejligheder kræfter med den arketypiske kriminalfortælling og krydrede den med sin egen helt særlige stil. Romanen “Tre beretninger om Marion” fra 1977 har et brutalt mord i centrum, men kriminalgåden giver hurtigt anledning til en krads kritik af de sensationslystne mediers blodtørst og samfundets kynisme.
Mere klassisk krimi – grænsende til det parodiske – får man i historierne om privatdetektiven Sam Weller i “Manden der kaldte sig mor – De skræmmende og sandfærdige Sam Weller-historier” (1999). Weller færdes i noget, der ligner en Københavnsk underverden, hvor korrupte politifolk, fallerede tv-stjerner og andre lyssky væsner holder til. Weller lægger damer ned og opklarer sager i et væk, alt sammen med masser af whisky i blodet.
28209665
Bogen er en stor hilsen til krimifædre som Raymond Chandler og Dashiell Hammett, og den er morsomt udført med stor energi i de overmaskuline udladninger. Asfalten driver af regn og røg, og det er film noir fra ende til anden. Sabroe-entusiaster har også kunnet følge Sam Weller i føljetonen “Tv-mordene”, som blev bragt i ti dele i Politiken fra juni til august 1999.
“Det 13. spil” fra 2010 er en psykologisk thriller, som handler om den 42-årige Arthur Hellman, hvis firma er ved at gå fallit. Hans kone har en affære, og den 17-årige datter Sofia spiller et dødsensfarligt spil med en bestialsk spilstyrer. Da læseren introduceres til Hellman, lever han et dystert liv i Cambodja i en mere eller mindre forvirret sindstilstand. Snart begynder fortællingen om hans tidligere liv i Danmark, som forklarer hvordan og hvorfor han er endt i Sydøstasien. På grund af hovedpersonens sindstilstand er læseren hele tiden i tvivl om, hvad der er virkelighed, og hvad der er ren fantasi. Bogen er på den måde en rejse ind i sindets dæmoniske skyggesider.