Overalt i Morten Sabroes forfatterskab findes spor, der fører tilbage til hans biografi. Han skriver både direkte og indirekte ud fra sit liv, men referencen til det selvoplevede er mest klar i den overvejende selvbiografiske og meget roste gennembrudsroman “Sidste tog” fra 1996.
Romanen er et langt opgør med og en løsrivelse fra barndommens privilegier. Romanen fortæller hæsblæsende om to årtier af Sabroes liv, hvor han udvikler sig fra en forkælet Klampenborg-dreng med det rigtige tøj og den rigtige bil til en storbyrotte med litterære ambitioner. Familielivet i Klampenborg bliver skildret, så man hverken ved, om man skal le eller græde over den vittighedsspruttende, men dybest set fraværende far, revydirektøren Den Gyldenblonde. Barndommens tomme frihed og mangel på rammer glider gennem årene over i en ligeså problematisk tosomhed med den første kone. Med først Elvis Presley og siden Bob Dylan som soundtrack manøvrerer Sabroe sig gennem sin egen historie med masser af sprogligt overskud og blik for komiske optrin.
22012800
På forsiden af “Sidste tog” står der roman, men hos Sabroe er grænserne mellem fiktion og virkelighed slørede. Sabroe mener, at virkeligheden altid låner fra fiktionen, når den skal fortælles. Det er den erkendelse, der gennemsyrer både hans forfatterskab og journalistikken. Og det er princippet bag “Sidste tog”. Selv siger han: ”Jeg synes, det er enormt fascinerende, at man kan fortælle om sit liv gennem nogle historier, som om det var sømandsrejser, man havde været ude på. Det er historier fra mit liv, som er kædet sammen til et billede.” (Carsten Andersen: Sabroes gyldenblonde verden. Politiken, 1996-09-21).
Også Sabroes roman “Evig troskab” (2006) har en selvbiografisk tone af oprør og opgør på en Elvis-indsvøbt villavej det rigtige sted nord for København.