På skrift er Morten Sabroe mand med stort M, og kærlighed og kvinder er to tilbagevendende mysterier i forfatterskabet. Det vrimler med uudgrundelige kvinder hos Sabroe: Først unge Sara fra “Rejsen til Amerika”; hende bliver man aldrig helt klog på. Det samme gælder for to senere kvinder i forfatterskabet, nemlig “Johanna”, der lægger navn til den roste roman fra 1998, og den forsvundne Gabrielle fra lige så roste “Den niende kreds” fra 2002.
22021516
I “Johanna” møder vi den cirka 40-årige Thomas Bertini, der er journalist, delefar og almindeligt bange for at ældes og dø. Han forelsker sig en aften hovedkulds i den halvt så gamle Johanna, som han intet ved om. De indleder et forhold, men Johanna forbliver et mysterium for både Thomas og læseren. Da Johanna pludselig forsvinder, åbner der sig et sugende hul, for hvem er hun egentlig? Hvor ægte var hendes kærlighed, og hvor meget har Thomas selv digtet? I “Johanna” undersøger Sabroe kærlighedens væsen og magt, og den er en smuk men dunkel fortælling om selvtab og den erkendelse, der kommer efter.
En tone mørkere er “Den niende kreds”. Titlen refererer til Dantes “Den guddommelige komedie”, men “fuck Dante” siger hovedpersonen; i mareridtet er der hverken systematik eller lette svar. Romanen følger en midaldrende forfatter, der har haft svært ved at få sit liv til at hænge sammen, efter hans kone Gabrielle forlod ham og forsvandt. En aften ringer telefonen, og en mystisk kvindestemme beder om et møde og antyder, at hun har oplysninger om Gabrielle. Herfra begynder virkeligheden at skride for hovedpersonen. Han begiver sig ud på en mareridtsagtig færd for at finde Gabrielle, men det, han finder, er noget ganske andet. Barndomstraumer vælter ud af skabe, og pludselig ændrer Gabrielle og hendes forsvinden radikalt betydning. “Den niende kreds” foregår i lukkede rum, og den er en grusom fortælling om kærligheden, livet og døden. Men også om at mestre sit eget liv.