Hoffmans

Citat
“Det var dér på stigen med en død mand hængende ind over sig, at han indså hvor meningsløst hans liv havde været, og hvor lidt han havde fået ud af det, fordi folk ikke vidste hvem han var.”
"Hoffmans", s. 53.

I “Hoffmans” fra 2003 er Sabroe tilbage med satiriske skud mod en virkelighed, han viser frem i al sin absurditet. Handlingen holdes sammen af et kriminalplot, men det er Stjerne-for-en-aften-danskernes hede drømme om berømmelse, der er i sigtekornet. Alle personer er ubehagelige. Hovedpersonen Frederik Hoffman er en selvoptaget nar af en tv-producer, der drømmer om sit eget talkshow. Det skal konens penge finansiere; hun er en anorektisk neurotiker, der mener, at hun har en særlig, åndelig forbindelse med Julia Roberts. Teenagedatteren Julie har opgivet virkeligheden og ser kun verden og familien gennem det videokamera, hun altid har for øjet.

24942813

Et uheld hos en luder og en druknende mand skyder den tempofyldte og afsindige fortælling i gang.

Familiens totale sammenbrud er uafvendeligt i den hule verden, hvor al kommunikation og intimitet er formidlet gennem tv, og hvor synlighed forveksles med livsfylde. Ingen taler med hinanden, men romanen er ikke så dyster som den er morsom – på en sort og endda moralsk måde, vel at mærke.

“Hoffmans” var i 2004 nomineret til Radioens Romanpris, og den har fået både anmelderne og læsere op af stolen i jubel. Én anmelder slutter endda med at kalde “Hoffmans” obligatorisk læsning for alle, der ikke dagligt nyder deres anonymitet i fulde drag. (Mikkel Bruun Zangenberg: At være set. Politiken, 2003-11-18).