Du som er i himlen

I 2007 skifter Morten Sabroe spor med “Du som er i himlen”, og det kan godt betale sig. Værket hægter sig på flere måder på det opgør med familie og fortid, som Sabroe indleder i 1996’s “Sidste tog”. Men indsatsen er bundløs denne gang, og bogen er lige dele bøn og bekendelse. Den er et skrift til Sabroes mor – og til ham selv.

Bogen starter med en omvej: Sabroe er i vanligt lune, han skal til New York og skrive en bog om præsidentkandidaten og eksførstedamen Hillary Clinton. En blodprop er vel overstået, men man aner, at noget har sneget sig ind i Morten; angsten for døden artikuleres, og det trækker op til storvask på de indre baner.

26954363

Han får tegnet konturerne af et ganske interessant portræt af Hillary – iskold og ukvindelig. Men det bliver ved konturerne, for det er en anden historie, der trænger sig på. Gennem billedet af Hillary toner moderen Ingrid Sabroe frem; de er samme kvindetype. Tårnspringersken, olympiadedeltageren, den ukendte og utilgængelige mor bliver bogens fokus. ’Din forhenværende mor’ underskriver hun sig i et brev til sønnen fra 60’erne, men tabet er allerede sket på dette tidspunkt. Sabroe opridser et hårdt billede af en lille dreng, der leder efter sin mor hele barndommen – på denne måde bliver hun uophørligt det utilnærmelige centrum for hans liv. Han forsøger at gøre sig fri, så godt han kan og stiver sig af på hævntørst. Det sker i “Sidste tog”, som hun læser. “Der var også meget lys”, svarer hun på hans forstemmende beskrivelse af barndomshjemmet. Men læseren aner, at hun blot blænder sig selv.

Parallelt med det anklagende og meget hudløse portræt af forholdet til moderen løber en anden tråd, der binder sig til Mortens behov for tilgivelse af selvsamme mor. Det er her titlens bøn, “Du som er i himlen”, bliver aktuel. For der er forskel på den beskrevne mor og kvinden Ingrid, det ved han godt, men han ved ikke, hvordan han skal slå bro over den. Had og kærlighed, afsky og dyb respekt i kompleks blanding lader sig ikke skrive.

Morten er sammen med sin mor på hendes dødsleje; end ikke her kan de forlige sig med hinanden trods det, at de er tættere end nogensinde. Han når hende aldrig, og får aldrig den konkrete tilgivelse. De døde tilgiver intet, men det virker måske heller ikke så væsentligt.

Hele bogens kraftanstrengelse bliver snarere et forsøg på at komme overens med livet, ikke med de døde. Den ender fint med en kærlighedserklæring til livet og til netop kærligheden i hustruens skikkelse.