Baggrund

Antoine de Saint-Exupéry er født i 1900 i Lyon i Sydfrankrig. Han drages tidligt mod flyvning og uddannes til pilot i 1921. Hans sind er præget af uro og søgen, og det er måske det, der får ham til at skrive. Hans liv bliver en vekslen mellem det aktive liv som pilot og det abstrakt skabende liv som poet, og det er bl.a. det, der gør hans forfatterskab unikt.

Saint-Exupéry tilbringer store dele af sin barndom på to familieslotte i Sydfrankrig. Han er af adelig slægt og lever i den forstand et beskyttet liv. Hans far dør, da Antoine kun er fire år, men hans mor formår at give ham og hans fire søskende en tryg barndom. I løbet af sit forfatterskab vender Saint-Exupéry gang på gang tilbage til sin barndom, og med en følelse af længsel mod en tabt barndom skriver han f.eks.: ”Jeg er er ikke sikker på, at jeg har levet overhovedet siden min barndom”. (”Breve til moderen”. Lindhardt og Ringhof, 1998, s. 194).

Gennem hele sin barndom får Saint-Exupéry læst højt af H.C. Andersens eventyr. Han skriver selv et sted, at den første bog, han rigtig holdt af, var en samling af eventyr af H.C. Andersen, og det fortælles, at da han lå på hospitalet i et halvt år efter et flystyrt i Guatemala, var der én bog på hans natbord, nemlig H.C. Andersens samlede værker. Set i det lys er der ingen tvivl om, at H.C. Andersen har været en vigtig inspirator for Saint-Exupérys forfatterskab.

Hans mest kendte bog er ”Den lille Prins”, der til stadighed er en af de mest solgte bøger i verden. Alle Saint-Exupérys bøger kredser om emner som ensomhed, fremmedgjorthed, livets manglende mening, engagement, venskab og ansvar.

Saint-Exupéry forsvandt under en rekognosceringsflyvning i juli 1944, og hans fly var som sporløst forsvundet. Utallige ekspeditioner og dykkere har ledt efter det i årenes løb, men det egentlige gennembrud i søgningen kom, da en fisker fra Marseille i Sydfrankrig i 1998 på mirakuløs vis fik et sølvarmbånd med op i sit fiskenet. På armbåndet stod Saint-Exupérys navn side om side med hans kones. Fundet blev længe mistænkeliggjort, men da man nu vidste, at man måske skulle lede længere mod vest, end man tidligere havde gjort, så fandt dykkere i 2004 rester af et fly ud for Marseille, der senere er identificeret som stammende fra Saint-Exupérys. Der blev fundet matchende stelnumre. Nu er stumperne samlet op af havet og udstillet på flymuseet ”Le Bourget” nord for Paris.