Salinger er i bund og grund novellist. Hans bøger er bygget af brudstykker - ’’ hjemmelavede prosafilm, ’’ kalder Buddy Glass dem i ’’Zooey’’ - og hans foretrukne form er fragmentet. Det passer ham at skildre de samme hændelser og personer fra forskellige synsvinkler. Derfor blev han ofte affærdiget som en ufuldstændig forfatter i 1950’erne. Imidlertid arbejder han på én stor historie, og at komme til den i dag er at møde en forbavsende tidssvarende forfatter: en post-moderne prosalyriker og tekstbevidst metaskribent om en hals.
Salinger forbindes med 50’erne, med oprøret mod konforme værdier og hele konsolideringen af ungdomsbegrebet, som finder sted i tiårets massekultur. Holden Caulfield kunne være James Deans lillebror og som sådan en onkel til 60’ernes hippier og ungdomoprørere. Det er dog værd at fæste sig ved det særlige i situationen for Salinger og 50’ernes dissidenter generelt. I Amerikansk kultur efter 1945 (1992) skriver Paul Levine meget rammende:
’’Holden Caulfields fremmedgjorthed illustrerer et fænomen fra efterkrigstidens første årti i USA. Hans forkærlighed for uskyld, pacifisme og åndelighed kunne synes at gøre ham til en forløber for 1960’ernes »blomsterbørn«, men til forskel fra dem har Holden ikke noget at droppe ind i da han dropper ud. Der er ingen subkultur han kan identificere sig med. Holdens isolation er total, og derfor har han intet andet valg i slutningen end at lade sig resocialisere på et sanatorium. Holden betragter sine egne handlinger som »vanvittige«, fordi han ikke har andre normer at bedømme dem på end samfundets. I 1950’erne ses »vanvid« og fremmedgjorthed stadig som afvigelser fra en norm som endnu giver mening - selv for Holden.’’