Marjane Satrapis tegneserier tager alle afsæt i hendes egen baggrund og tematiserer den iranske kultur og historie, hun er vokset op med. I de vestlige medier bliver Iran fortrinsvins omtalt i forbindelse med fænomener som fundamentalisme, fanatisme og terrorisme, men Marjane Satrapis fortællinger åbner også vores øjne for en stolt og rig persisk kultur og et folk, som på ingen måde kan reduceres til religiøse fanatikere eller undertrykte stakler. I sine tegneserier skildrer Satrapi de uhyrlige menneskelige omkostninger ved fundamentalisme, krig og politisk undertrykkelse, som hun skarpt tager afstand fra. Hendes insider-beretninger fra Iran formår med humor og poesi at afmystificere en del af verden, som i dag ellers ofte bliver dæmoniseret.
Satrapis tegneserier tager alle afsæt i hendes egen og hendes families skæbne, men hun bruger imidlertid sin personlige historie til at sige nogle væsentlige, almengyldige ting om dét at være menneske: Om hvordan det er at være barn, om hvordan mennesker påvirkes af diktatur og undertrykkelse, om at leve i eksil, eller om at blive voksen og skabe sig sin egen identitet. Parallelt med, at hendes fortællinger fra Iran chokerer og overrumpler, er der således ofte også noget genkendeligt over dem, idet man let kan identificere sig med personernes følelser. Tegneseriernes universelle element understreges af Marjane Satrapis enkle og nogle gange næsten ikoniske formsprog.