Det følelsesmæssige eksil

Citat
“Min tilstand kunne beskrives med én sætning: Jeg var ingenting. Jeg var en vesterlænding i Iran, en iraner i Vesten. Jeg havde ingen identitet.”
Marjane Satrapi: “Persepolis – Teheran tur-retur”.

I 1984 sender Marjanes forældre deres rapkæftede og rebelske 14-årige datter ud af Iran for at skåne hende for fundamentalismens grusomheder og krigen mod Irak. Alene og langt fra sin familie og sine venner, starter Marjane et nyt liv som indvandrer i Wien. Det er her vi møder hende i det andet bind ”Persepolis – Teheran tur-retur” . Overgangen fra den mellemøstlige kultur til et vestligt storbyliv bliver et stort chok for Marjane, der oven i kulturkløften skal slås med alle pubertetens udfordringer med kærlighed, identitet og seksualitet. Hun afprøver forskellige strategier for at blive integreret, som for eksempel pligtskyldigt at læse sig gennem den europæiske kulturhistorie, fornægte sin iranske herkomst eller at gøre en dyd ud af sin outsider-status ved at hænge ud med andre marginaliserede unge og ryge en masse hash.

Men hverken Knorr-suppe, p-piller eller Jean-Paul Sartres filosofi evner at få Marjane til at føle sig hjemme i Europa, og efter fire år i Wien giver hun op og tager tilbage til Teheran. Til hendes store overraskelse er det imidlertid mindst lige så svært at blive genintegreret i det iranske samfund. Her arresterer det fundamentalistiske styre folk for de mindste forseelser, som for eksempel at grine højlydt eller at gå med røde sokker. Hendes gamle veninder er bag deres sexede og sminkede ydre mindst lige så fordømmende som præstestyret. De vender Marjane ryggen, fordi de mener, at hun er blevet for vestlig og for frigjort. Den smertelige erkendelse af at føle sig fremmed i både sit hjemland og i udlandet, fører til en voldsom nedtur, men Marjane kæmper sig op, forelsker sig og starter på Kunstakademiet i Teheran. Men selv croquismodellerne skal posere fuldt tildækkede, og den altomfattende undertrykkelse i samfundet, gør fremtiden usikker for en ung kvinde i Iran.

”Persepolis” udvikler sig i andet bind mere og mere til en historie om at være fanget mellem to kulturer, og serien demonstrerer, at det er en fortvivlende situation, uanset om man befinder sig i Øst eller Vest. ”Teheran tur-retur” er en aktuel, vedkommende og meget stærk fortælling om eksil, integration og kulturel splittelse. I forhold til første bind af ”Persepolis” er den dog mindre eksplicit historisk og politisk og har mere karakter af en fascinerende personlig beretning, som også handler om at blive voksen og skabe sig sin egen identitet. Også Marjane Satrapis tegnestil er blevet lidt mere voksen, og hendes portrætter er for eksempel lidt mere detaljerede og realistiske sammenlignet med den barnlige streg i seriens første bind.