Baggrund

Citat
“Jeg klappede fåret på hovedet. Det var et ungt får, men for gammelt til, at man kunne kalde det et lam. Lars begyndte også at klappe dyret, men mere nede på ryggen. - Jeg var engang ved at miste min finger på grund af et får, sagde han. - Jeg har nok været syv eller otte. Det var på en mark i nærheden af min mormors hus. Der stod et får bundet til en pæl med en jernlænke. Det var bange, og da jeg ville klappe det, begyndte det at løbe rundt om mig for at komme væk. Min pegefinger blev viklet ind i lænken, og fåret, der selvfølgelig var meget stærkere end mig, trak af alle kræfter i lænken. Min finger blev helt hvid. Jeg kan huske, at jeg nåede at tænke: Lars, nu ryger din finger af! Nu kommer du aldrig til at spille violin!”
“Fåresyge”, s. 69-70.

Ina Merete Schmidt blev forfatter lidt ved et tilfælde. Hun blev født i Randers i 1976 og voksede op i et skolelærerhjem. Hun var helt almindelig; gik til spejder og blev patruljeleder og gik på højskole. Skrivningen kom i gang forholdsvis sent. “Det startede med, at jeg var godt gal over et eller andet. Jeg husker ikke præcis hvad, måske over hvor surt, jeg syntes, det til tider kunne være at være ung.” (Nanna Knudsen: Interview med Ina Merete Schmidt, www.romansiden.dk). Frustrationerne kom ud i kortprosa og noveller, og på en skriveskole hos FOF blev hun opfordret til at søge ind på Forfatterskolen, hvilket hun gjorde. Til sin store overraskelse blev hun optaget og var færdig i 2000. Et par bidrag i skolens afgangsantologier fulgte umiddelbart efter, men så skulle der gå fem år før den regulære debut lå klar i form af romanen “Fra dag et”.

Anmelderne genkendte et sprogligt og komisk talent af de mere sjældne, og Ina Merete Schmidts anden roman, “Fåresyge” (2008) udviklede det potentiale, de fleste så i den første roman. Alligevel forholder forfatteren sig beskedent til succesen og fastholder, at skrivningen er en fritidsbeskæftigelse. Der kommer ingen bøger ud af at bruge al tiden i ensomt forfatter-hi uden for virkeligheden: “Jeg har erkendt, at jeg ikke kan leve af at skrive, men jeg ville også blive mærkelig og trist af bare at sidde og skrive. Jeg synes, at det liv, jeg lever ved siden af, er det, der giver mig energi til at skrive om verden. Jeg er bare et almindeligt menneske, som gerne vil leve et almindeligt liv og have et job, hvor man får en masse feedback” (Jesper Stein Larsen: Og hvem skal så være damefrisør? Interview i Jyllandsposten, 2008-01-24).

I 2017 udgav Ina Merete Schmidt romanen ”Du tror alt er godt”.

Ina Merete Schmidt, der bor i Hellerup, er cand.mag. i audiologopædi fra Københavns Universitet og er specialiseret inden for sprogforstyrrelser efter hjerneskade.