Eftersøgningen og andre noveller

Citat
”Jeg har spurgt min hustru, mine børn, mine brødre og mine venner, og de har alle sagt, at jeg stadig er den samme, at jeg stadig er mig selv. Hvor meget kan man da reducere et menneske uden helt at gøre det til noget andet?”


”Eftersøgningen og andre noveller”, s. 20.

Bipersonerne og Fugls føde viser, at det er selve den intellektuelle attitude, der blokerer for et gyldigt forhold til virkeligheden. Denne erkendelse afføder et holdningsskift i forfatterskabet. Hvor Seeberg før med en vis bunden patos skildrer intellektuelles bevidste forhold til eksistentielle spørgsmål, sætter novellesamlingen Eftersøgningen og andre noveller (1961) de samme ideer i et komisk lys.

De filosofiske problemstillinger fremtræder her som ubevidste forsvarsværker og plagsomme fikse ideer. Novellerne, heriblandt Seebergs debutnovelle ”Spionen”, skildrer en række typeeksistenser, der lever i deres egen lilleverden, et selvgjort univers af tvangstanker, der på en gang fungerer som fæstning og fængsel. Der er består et grotesk misforhold mellem de lidenskabelige energier, de sætter ind på at forsvare deres verden, og den diminutive virkelighed, den omfatter. Udfoldelsen er uden egentligt mål, kun symptom.
I handlingen når personerne dog ofte et punkt, hvor de indser dette. Men indsigten medfører kun, at adfærdsmønsteret nu fuldt bevidst føres videre som en art terapi midt i tomheden.

53199755

Til den omtalte ”intellektuelle attitude” hører også forestillingen om den personlige identitet. Identiteten som blokering er skildret i novellen Patienten, der handler om en mand, som er blevet ramt af den modernistiske sygdom ”almindeligt bortfald”. De organer, der forbinder ham med omverdenen, forsvinder ét for ét, men erstattes af kunstige, der fungerer lettere end de naturlige. Det er ikke noget problem. Problemet er identiteten. Patienten spørger sig selv, om han efter alle udskiftningerne stadig kan være sig selv. Han spørger sin kone: ”Kan du kende mig? Jeg er større, end du tror; hvad du kan se er slet ikke mig.

Situationen afklares først, da patienten godkender konens fortvivlede forsikring: "Det er dig. Det er dig". / "Så lad det da være mig," siger jeg. / Hver dag.
Gennem denne accept opløses problemet. Patienten overtager sin identitet fra sine omgivelser. Hermed forvandler Seeberg identiteten fra at være en indre personlig til at være en ydre - mellemmenneskelig - faktor. Det er i vore indbyrdes relationer, vores identitet skabes.