Hyrder

Citat
”Han nåede op på 120 km.s fart. Der var ingen landbrugsmaskiner, ingen bulldozere på vejen, vejen blev holdt fri for ham. Under sådanne omstændigheder griber skæbnen ikke umotiveret ind. Muligheden for en forklaring holdes åben.”

”Hyrder”, s. 16.

Denne synsmåde foldes ud i romanen Hyrder. Hovedpersonen Leo Gray i Peter Seebergs tredje roman ”Hyrder” (1970) Leo Gray, er funktionær i socialvæsenet. Han er ved romanens start begyndelse inde i en personlig krise privat og professionelt. I begge sammenhænge mangler han engagement. I den situation møder han en gammel veninde, som han tilbringer en lykkelig nat sammen med. Oplevelsen er for Leo "som et grønt blad, der lander på din hånd", men også "et lille bedrageri mod verdensordenen". Denne lykke bliver (hvad ordet betød i arkaisk tid) skæbne for Leo. Da han senere, mod al kalkulerende fornuft, kører tilbage til veninden, kommer han ud for et biluheld, der invaliderer ham gør ham til totalt ved at efterlade ham  invalid. både blind og lam. Herfra anlægger romanen en dobbelt optik på Leo i den videre handling.

53440053

Fra den ydre side ser vi ham som en bevidstløs krop, hvis liv er uden mening. Fra den indre træder vi ind i Leos bevidsthed, hvor han "vågner i sine dybeste drømme". Drømmenes symboler kaster et forklarende lys over den ydre handling. Leo forvandles til et får og gør derved sine omgivelser til hyrder. Spørgsmålet for omgivelserne er, om det er rimeligt at holde Leo i live. Hustruen Viola siger: "Jeg synes det ikke", men tilføjer straks, "men hvis det ikke er rimeligt, hvad er så rimeligt.”". Og således vælger hun at blive hyrde hos Leo, et valg, der giver hendes liv en mening, det ikke tidligere havde. Og Leo forvandles til en sol og bliver derved gravitationspunkt og varmegiver i de andres liv.

Men solen kvæles i den dis, dens strålekraft har skabt. Leo afslutter selv sit liv, da han lader sin kørestol rulle i Digterparkens dam en dag, den spejler solen, og forenes således med sit genbillede. Med denne slutning skiller Seeberg sig af med det plagede subjekt, som hans forfatterskab havde haft som centrum, og dermed ud fra forfatterskabets hidtidige problemstilling: dilemmaet om det indre jeg´s forhold til den omgivende virkelighed. Forstået i det lys er Leos død (som har karakter af modernistisk jeg-likvidering) baggrunden for forfatterskabets sidste eksperimenterende fase.