Elskovs gækkeri: De unge, rige, og uendeligt kloge

Citat
“Biron; For os er lærdom jo kun tilbehør, og hvor vi er, der er vor lærdom også. Når vi da ser os selv i kvindens øjne, ser vi da ikke også der vor lærdom? I herrer, da vi loved at studere, afsvor vi med det samme vore bøger.”
William Shakespeare: “Elskovs gækkeri”: 4.3.331-316

I “Love’s Labour’s Lost” fra 1594-5 (”Lovbud og Lovbrud”, 1853, også kendt som ”Elskovs gækkeri”) sværger fire unge mænd at studere, faste og ikke tale med damer i tre år. Fire smukke damer ankommer til hoffet, studenterne bliver fristet over evne, og derfra vokser spillet op som et orgie af ord og sarkastiske argumentationer. Det er svært at afgøre, hvor fjollet, eller hvor seriøst, man skal tage de fires indledende løfte, men under komikken ligger et eviggyldigt skisma i al krævende undervisning, hvis selve den tid, det tager at lære noget, tager tid fra det, man skulle bruge lærdommen til. Som den mest skeptiske af de fire aristokratiske studenter siger, så er endemålet ved studier at kende til noget, man ellers ikke ville kende til: “Så sværger jeg, jeg vil studere på / at få at vide, hvad jeg ikke må! / Studere hvor et lækkert bord jeg finder, / fordi al festmad er mig strengt forbudt, / studere på at møde skønne kvinder, / fordi min lyst til piger skal være slut, / studere på hvordan den ed jeg svor / kan brydes uden brud på æresord.” (1.1.59-66).

Charmen ved “Elskovs gækkeri” ligger først og fremmest i, at den er ét langt verbalt bravournummer samtidigt med, at stykket er en parodi på veltalenhed. De forskellige retoriske genrer præsenteres én for én og trumfes: Stykket åbnes med en højtidelig barok patos om liv, død, berømmelse og krig, og alt dette falder til jorden. Der er samtaler om de simpleste ting, der smuldrer på grund af pedantisk vid. Der er kærlighedsbrevet, sonetten, den lærde argumentation, ordkløveriet, den bondske snusfornuft, rækker af synonymer, fremmedord og latinske og italienske citater, den selvsmagende melankoli og den spydige dyst. Alle disse typer snak fremføres og smuldrer på den ene eller den anden måde. Formen gentages i stykkets sidste scene, hvor et “optog af de ni helte” – et arkaisk spil-i-spillet – ødelægges af publikums kommentarer og skuespillernes forvirring – og afbrydes helt, da en af spillerne midt i sin monolog anklages for at have gjort en tjenestepige gravid. I den deraf opståede tumult ankommer et sendebud og meddeler, at prinsessens far er død. Stykkets hele stemning ændrer sig, og hver især påbyder de fire kvinder deres elskede at vente et år, for dernæst, når sørgeperioden har lagt sig, at se om kærligheden stadig lever.

Som det ofte er tilfældet i Shakespeare, er det kvinderne, der ender med at tage både tanken og magten. Og med denne pludselige indførsel af alvor efter hele stykkets overgearede kådhed, opløses parodien – måske? – og afsondrethed, lærdom og afholdenhed tages til nåde.